Sven Gréen: 10 haver i Sønderho på Fanø
Tio trädgårdar i Sønderho på Fanø. Ti haver i Sønderho
Beskrevet, tegnet og fotograferet af Sven Gréen i 1934
Have nr. 9. Sønder Land 20. ”Bedstes Minde” og Kropladsen 9
Fig. 1. En hvilepause. Sandsynligvis Anthonis Nielsen Anthonisen (1862-1938) og Ingeborg Aarre (1865-1950).
Dette hus er endnu ældre end
hus nr. 8. På gavlen står årstallet 1760, men, siger ejeren, en gammel hædersmand (*), det blev sat op i forbindelse med den sidste tilbygning, og da kom min slægt i besiddelse af huset. Han beklagede sig videre: ”
Vi har det ikke længere så smukt her; tidligere havde vi masser af blomster rundt om huset, men nu orker min kone og jeg ikke længere at bære så meget vand. Nu venter jeg bare på, at min søn skal komme hjem fra Amerika, da barnebarnet skal overtage det. For deres skyld har vi plantet de her frugttræer”. Jeg håber inderligt, at den gamle får sit ønske opfyldt.
Forhaven er delvis tilsået med græs. En enkelt hyldebusk vidner om tidligere storhed, i øvrigt er flagstangen en ensom herre. I resten af forhaven helt hen til den godt indhegnede affaldsplads vokser der kartofler.
(*) Det er lidt usikkert, hvem ejeren af Sønder Land 20 (matr. nr. 84) er, når der tales om en gammel hædersmand. Men det kunne være styrmand og fyrpasser Anthonis Nielsen Anthonisen (1862-1938) gift 1888 med Ingeborg Aarre (1865-1950), begge født, gift og død i Sønderho. De fik 8 børn, hvoraf tre døde som små og en som 33-årig. Anthonis Nielsen Anthonisen (f. 1862) må ikke forveksles med Anthonis Nielsen Anthonisen (f. 1864), gift med ”Sørr-Ann”, druknet i Atlanterhavet i 1917. (PHH).
Inde i haven vokser barnebarnets frugttræer sammen med en række af bærbuske i læ af bukketornshækken. Nogle rækker gulerødder, rødbeder med mere savnes ikke, og på et stykke jord står roser og dufter. Længst væk findes siddepladsen, hvor kameraet har foreviget de to gamle.
Fig. 2. Naboens husgavl, fotograf Petrea Lunds hus, Kropladsen 9. I baggrunden Sønderho Kro. (At betegne Kropladsen 9 som nabo til Sønder Land 20 er vist lidt af en overdrivelse. Mon Sven Gréen husker forkert?)
<
Til forsiden |
Til have nr. 10 >
Publiceret 25. oktober 2022. Redaktion og tilrettelæggelse: © -
Aldus.dk
❦