Fanøs kultur, natur og historie
Fanøs kultur, natur og historie

Sven Gréen: 10 haver i Sønderho på Fanø

Fanøs kultur, natur og historie > 10 haver i Sønderho

Tio trädgårdar i Sønderho på Fanø. Ti haver i Sønderho

Beskrevet, tegnet og fotograferet af Sven Gréen i 1934
ForsidenSven Gréens indledningOversigtskortHave 1Have 2Have 3 og 4Have 5Have 6Have 7Have 8Have 9Have 10

Have nr. 5. Landevejen 4. ”Sidsel’s Ann’s hus”



Fig. 1. Vinen trives godt op ad husmuren.
Beliggenheden i forhold til vejen har her betydet, at prydhaven hovedsagelig ligger nord for huset. En halvanden meter høj hvidtjørnshæk gør, at vi kunne se ind i havens ene side, mens en høj bukketornshæk beskytter den nordvestlige del for nysgerrige blikke. Gangen fra lågen ind til hoveddøren er kantet af ligusterhække, hvis særprægede form genfindes på figur 2.

Dybt nedsænket og i læ for den aldrig hvilende vind ligger den del af haven, som er beregnet for længere ophold i det fri. Et lysthus er her tilflugtssted i regnvejr, og i solskin benyttes nogle dejlige bænke i skyggen af pæretræet ude på græsplænen. En stor hyld i hjørnet mod hækken hjælper til at give en regulær indramning.

Den anden side kan enhver, som går forbi, frit beundre og misunde. Flagstangen har fået sin plads nær indgangen, inden man fortaber sig i de indviklede geometriske figurer, som staudebedene udgør. Midterpartiet udgøres af den store omvendte glasklokke, på hvis bund der troner en plantekrukke, se figur 2. Glasset hviler på en sokkel af sammenmurede muslingeskaller, og er opstillet midt i en stor trekant. Alle grupper er omgivet af en smal buksbomkant. I grupperne findes de mest forskellige planter såsom strudsvinge-bregner (Struthiopteris), Azalea mollis (løvfældende azalea), anemoner, hortensiaer, iris, liljer, ja, til og med en lille røn har fået lov til at blive stående her.

Den runde gruppe på østsiden af haven er kompliceret udført. I midten er lave planter blandet med sten, hvoromkring der er lagt en regelmæssig ring af sten, uden om den igen en blanding af stauder og stueplanter, efterfulgt af en ring af glaskugler. Udenom det hele vokser en lav, uregelmæssig hæk af tuja. En høj bukketornshæk beskytter mod vejen, og som yderligere baggrund fungerer ribsbuske og den uundværlige hyld. På sydsiden dyrkes kartofter og ved pumpen findes en lille selvstændig indhegning med ribs.


Staudebedets midterparti udgøres af den stor omvendte glasklokke
Fig. 2. Finesser. Staudebedets midterparti udgøres af den store omvendte glasklokke, på hvis bund der troner en plantekrukke. Glasset hviler på en sokkel af sammenmurede muslingeskaller.

< Til forsiden | Til have nr. 6 >

Publiceret 25. oktober 2022. Redaktion og tilrettelæggelse: © - Aldus.dk