Stykker til Fanøs Kulturhistorie

Æ Kaaver fotograferet af J.W. Thomsen fra atelieret i Landevejen 40 i Sønderho

Min forside > Stykker til Fanøs kultur og historie > Æ Kaaver > Æ Kaaver fotograferet af J.W. Thomsen
De to kåvere sydvest for Sønderho set ud over byens tage
De to kåvere sydvest for Sønderho på Fanø fotograferet fra tagryggen på fotografens hus, Landevejen 40 i Sønderho af J.W. Thomsen
Sonnich Thomsens fotografiske atelier, Landevejen 40 i Sønderho. I dag er overetagen væk, og "Ravsmeden", ravsliber J.P. Jensen har indrettet værksted i et baghus til ejendommen. To huse længere mod øst ses det gamle andelsmejeri med skorstenen. Her holder Café Nanas Stue med Fanø Flisemuseum til i dag. Begge fotos gengivet med venlig tilladelse fra © Jens Ebbe Thomsen, Hinnerup.
Æ kåver lige uden for for Sønderho set hen over Sønderhos tage fotograferet af J.W. Thomsen fra taget på fotografens hus, Landevejen 40 i Sønderho.
Æ læns kåver findes helt ude ved kysten mod sydvest, hvorfor den af gode grunde ikke kan ses på fotografiet. Begge de store båker var malet engelskrøde ifølge instrukserne fra Vagerinspektionen. Til venstre for æ Kaawer ses desuden et såkaldt timeglassignal placeret på et pejletårn anvendt under opmålinger af Geodætisk Institut.
J.W. Thomsen (1902-1987) var en ivrig amatørfotograf, men af profession sømand, radiotelegrafisk og senere politibetjent. Han var født og opvokset i Sønderho, hvor hans far, Sonnich Thomsen (se herunder) i mange år drev fotografisk atelier fra adressen Landevejen 40 i centrum af Sønderho.

Hovedgaden i Sønderho bærer gadenavnet Landevejen
Samme sted i dag. Hovedgaden i Sønderho bærer gadenavnet Landevejen. Her ses Ravsmedens butik nr. 40 og i baggrunden med dannebrogsflaget Café Nanas Stue. Foto: PHH.
Fotograf Sonnich Thomsen (1858-1933), drev i mange år fotografisk atelier i Sønderho fra adressen Landevejen 40 (matr. 137a). Han var oprindeligt styrmandsuddannet, men tog senere til Amerika, hvor han ernærede sig ved laksefiskeri og som guldgraver. Her lærte han sig også kunsten at fotografere. Tilbage i Sønderho fotograferede han i sit atelier over en årrække store dele af især Sønderhos kvindelige befolkning iklædt egnsdragten, brude- og konfirmandkjoler.

Publiceret 24. februar 2007. Opdateret 30. november 2010. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk.