Min interesse for Baldishol-tæppet går helt tilbage til 1969, hvor jeg hyppigt besøgte min mormor og morfar i Roskilde. De var begge meget kunsthistorisk interesserede, og dertil var min mormor en meget dygtig væver. Hun havde gennem et langt liv vævet kjolestoffer, gardiner og lignende, men på hendes ældre dage var hun begyndt at billedvæve. Ofte var det motiver hun hentede fra skånske hemsløjdsforeninger, købt når hun tog en tur til Malmø eller Helsingborg. Som så mange andre danskere havde min mormor og morfar Brugsens årskalender hængende i køkkenet. Hvert år siden 1966 havde FDB udgivet en smuk tematisk kalender, og i året 1969 stod ingen ringere end forfatteren R. Broby-Johansen for tilrettelæggelsen. Temaet var "Nordiske billeder af menneskelivet i årets vold gennem tiderne, hentet fra månedsbilledserier, som engang har været komplette eller kunne have været det". FDB's kalender 1969 Redaktion: R. Broby-Johansen April måned Maj måned     Om april skriver Broby-Johansen i kalenderen: Aprilis er dannet af det latinske "aperire", som betyder "åbne". Den romerske digter Ovid siger, at "knopperne åbner sig ligesom menneskenes hjerter". Det danske fåremåned er udlagt som måneden, hvor fårene kommer ud, men er nok snarere "faremåned", flyttemåned. Fæsterne havde flyttedag i april, indtil 1. maj blev almindelig skiftedag.   Om maj skriver Broby: Romernes majus har navn efter den gammelitalienske forårs- og blomstergudinde Maja. Om tæppet skriver han: Baldisholtæppet fra 1100-tallets slutning, hvis majbillede er gengivet her, er broderet [læs: vævet] med uldgarn, farvet med planteafkog. Henrik Gerner opfordrer i sin "Rimstok" til at sanke farveurter som "engskær", skovabild, tagrørstoppe og brøndsel" på rette årstid til at farve garn med. Min mormor var udmærket godt klar over at tæppet ikke var broderet, som Broby-Johansen skriver, men derimod vævet i billedvævnings- eller flamskvævningens teknik. På en eller anden måde fangede jeg ideen om, at det kunne være "sjovt" om mormor ville væve en kopi af det. Jeg skulle ikke antyde ret meget i den retning - så vidt jeg husker - før hun var med på ideen. Men hvordan realisere den? Hvad med mønster, altså kartonen, som det hedder i fagsproget? Hørgarn til trend havde mormor altid på lager. Men hvordan få de rigtige garner i de rigtige farver? God eråd var dyre. Og dog. Hvorfor ikke skrive til Kunstindustrimuseet i Oslo, hvor originalen hænger. De var vældig rare og hjælpsomme. Åse Baj Sjovold, som var museumsdirektør, hjalp på vej. Museet har et fotoatelier, Atelier Teigen, som nabo. Det optog nogle meget fine dias, både af hele tæppet og af flere detaljer, og farvegengivelserne var fine. Med et dias i mit lysbilledapparat opstillet på min kones strygebræt, blev billedet spejlvendt kastet op på et stort stykke papir på væggen i vores lille lejlighed i Søllerødgade 28 i København. Her forsøgte jeg så, så nøjagtigt som muligt, med en blyant at tegne alle konturer op, og vé den arme stakkel, der fik strygebrættet til at ryste! Kartonen blev ret nøjagtig. Nu var det min kones tur. I gang med bøger, farvebeskrivelser, dias og adskillige garnkort med hundredvis af farvenuancer, fandt hun nu frem til de - viste det sig - ganske få farver, der skulle anvendes. De blev bestilt hjem fra Husfliden. Den Norske Husflidsforening i Oslo. Der blev anvendt uldgarn kaldet norsk kunstvevgarn fra "Norsk Kunstvevgarn A/S - Hoelfeldt Lund" i Eide pr. Grimstad og 2-trådet prydvevgarn Rauma spælsaugarn fra Rauma Ullvarefabrikk i Veblungsnes. Spælsau er en norsk fårerace, hvis uld er meget langfibret. Se f. eks. Strikkeguiden. Spælsau Spælsauen gikk tidligere også under navnet gammelnorsk sau. Tidligere var det vanlig at både værer og søyer hadde horn, men dette er forsøkt bortavlet. Den mest vanlige fargen er hvit, med hvit nese og hvite klauver. Av andre farger finnes svart, brun og en "gråblå" type. Hårlaget i fjeset og på beina skal være mykt og glansfullt, og det samme gjelder for ulla. Det er vanlig at dyrene har kronelokk, dvs. at øverste del av skallen er ullkledd. Ullfellen har en dobbel karakter med forholdsvis kort, finfibret bunnull og lang, glatt, grovere dekkull. Ulla varierer fra fin og glansfull til grov og matt. Den brukes mest i billedvev og til teppeproduksjon. Kilde: Racer af sau. Med alt klar gik min mormor nu i gang. Trenden blev sat op, uldgarnet blev vundet op i små dukker, kartonen blev placeret under trenden, og de første udldukker kunne tages i anvendelse. Mormor begyndte nederst i det, der på det færdige tæppe er venstre kant, og bevægede sig nu langsomt, men sikkert fremad/opad på tæppet. I løbet af et halvt år var tæppet færdigt, så det kunne klippes af væggen og i foråret 1972 kunne det med stolthed hænges op på væggen i vores stue.   Min mormor vævede en kopi i halv størrelse i 1972.   Originalen som den kan ses på Kunstindustrimuseet i Oslo. Klik på tæpperne for at se dem i stor størrelse Læs og se mere om April måneds motiv Maj måneds motiv Om Baldisholtæppets borter, blomster og andre detaljer Om Baldisholtæppets historie Om Baldisholtæppets teknik Denne side om Baldishol-tæppet er tilrettelagt og skrevet af i marts 1999. Opdateret 20. januar 2001.