Stykker til Fanøs kultur og historie

Veserjagten. Af Jens Morten Jensen

Printervenlig PDF-version

Veserjagten på Fanø. Af Jens Morten Jensen (1881-1973)

Trykt i Fanø Ugeblad 23. juni 1962.
Der er nu kun få tilbage, der var med til veserjagten, og da flere har spurgt, hvorledes denne jagt foregik, vil jeg forsøge at beskrive den. - Da Fanø blev købt 1741, blev den ifølge skødet købt med ret til jagt og fiskeri. Jagten tilhørte de forskellige lodsejere, men de få, der dengang gik på jagt, gik alligevel over hele sognet - uden at betale noget for det. Da hartkornskassen i 1868 blev stiftet, vedtog ifølge forhandlingsprotokollen de forskellige lodsejere at overlade jagtretten til denne, der så kunne leje den ud og få lidt udbytte af denne.

Jagten blev første gang lejet ud til gårdejer Søren Andersen Sørensen, prisen var 100 kr., og man måtte så henvende sig til ham, hvis man ønskede at være med. Det første år var der kun 10 deltagere.
Veserjagten
Ovennævnte S.A. Sørensen og hans to sønner, Morten Jensen Sørensen og Søren Kristian Sørensen, var alle ivrige jægere, og det var dem, der begyndte på veserjagten. Af landvildt var der kun harer. Der var mange klitsøer dengang, og der har sikkert været et godt træk til disse, men det må alligevel ikke have kunnet slå til. Der var vel efterhånden kommet flere jægere til?

Skubkane med påmonteret donnerbøs
Skubkanen med påmonteret "donnerbøs" anvendt til veserjagt på Fanø. Der er tale om en enkeltløbet bagladebøsse kaliber 4 ombygget fra forlader. Forrest er anbragt en skærm for at skjule jægeren. Tilhører Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Foto: Henning Brinch, 2007.

Kaliber 4 forlader
De prøvede da, om de ikke kunne komme de store flokke af brunnakker (smænd eller pibeænder), der lå i Vadehavet, så nær, at de kunne skydes. De gjorde mange forsøg og fandt efterhånden ud af, på hvilken måde dette kunne lade sig gøre. Der skulle større bøsser til, kaliber 4 var brugelig, det var forladere, der tog en ret god ladning og kunne række langt.

Fodspor i vaden Slik på vaden. På vaden skelner man mellem slik og klæg. Slik er en grålig geléagtig aflejring, der består af finsand og silt samt små lerede klumper af silt og ler sammenkittet af en organisk substans - ofte muslingeekskrementer. Klæg er slik, der i tørlægningsperioder omdannes til et sammenhængende lag, der er meget modstandsdygtig over for erosion. Foto: Palle Uhd Jepsen.

Skydekane eller skubkane
Da jægerne ikke kunne kravle i Vadehavet, fik de lavet nogle små skydekaner, ca. 1,5 m lange og ca. 30 cm brede og med en bred skærm foran til at dække manden, der lå på langs i skydekanen og skubbede denne frem med det ene ben, hvad der gik let, når der ikke var for meget tang.

Jagten skulle finde sted om natten
Denne jagt kunne ikke drives om dagen, men kun om natten og kun med østlig vind og på faldende vand to til tre timer efter højvande. Endvidere skulle det være stjerneklart, i hvert fald klar luft og opstående måne var godt; blev denne for høj, kunne det ikke lade sig gøre. Når forholdene var som oven for nævnt, gik man langs engkanten for at høre, hvor ænderne var. Disse havde meget travlt med at æde, da de ikke havde fået noget på højvande. Jeg kan næsten ikke forklare lyden, den var noget pibende. Fandt man ud af, hvor ænderne var, lagde man sig på kanen og skubbede sig fremad med føreren i midten, der gerne var en af de ældste, og kun han måtte have hovedet over skærmen. De andre måtte pænt holde hovedet nede, skønt det tit kneb, for det var spændende, særlig når man kunne høre, at man nærmede sig ænderne.

"Er I klar?"
Når ænderne "sang ud", som man kaldte det, var det om at ligge stille; nu havde de opdaget, at der var noget på færde, og var der for langt til dem, måtte vi prøve det igen, men meget forsigtigt. Næste gang de "sang ud", og føreren var klar over, at det kunne gå, blev bøssen lagt op over skærmen, der brugtes til anlæg, hanen spændtes, og føreren sagde: "Er I klar?". Man havde da hovedet oppe for at blive klar over, hvor ænderne lå. Når ingen svarede, sagde han: »Jen!«, da skød hans sidemand og straks efter faldt alle skud, helst samtidig med at ænderne lettede.

De ænder, der ikke var døde, bed man i nakken
Så var det om at få de skudte ænder samlet op - dem, der ikke var døde, bed man i nakken (sic!). Delingen foregik i land, og det bestemtes, hvem der om morgenen skulle lede efter sårede ænder, der altid gik til land op i fersk vand.

Jagt oppe på land
Når vandet i stormvejr gik ind over engene, kunne ænderne ikke få føden i Vadehavet, søgte de op på engene for at få noget til føden. Der kunne tit samle sig ret gode flokke, og man forsøgte da at gøre jagt på disse. Der var jo ingen dækning i terrænet, så man måtte mave sig frem på de laveste steder, hvor der ofte stod vand. Vi havde selvfølgelig olietøj på, men vandet kom nemt ind ved halslinningen - på den forkerte side af olietøjet! Det var om at gøre sig så flad som mulig for at komme ænderne skudnær, men det var nu ikke altid, det lykkedes.

En skydepram monteret med en svært kalibreret punt gun En skydepram monteret med en svært kalibreret punt gun. (Engelsk træsnit fra sidste halvdel af 1800-tallet). En punt gun er et gevær af ekstrem størrelse og kaliber, især brugt i 1800- og 1900-tallet til at skyde store mængder andefugle med. Punt guns var normalt mere eller mindre hjemmelavede og var derfor vidt forskellige. De kunne have geværløb om til 5 cm i diameter og affyre skud med en vægt på op til 450 gr.
Et enkelt skud kunne dræbe over 50 andefugle, som lå og hvilede sig på havoverfladen. Pump guns var for store og for tunge til at man kunne holde dem, og deres rekyl var så voldsomme, at de derfor blev fastgjort på skubkanen. (Wikipedia).
En slags jagtkort til dem med kaliber 4 geværer
Jagtforeningen udstedte to slags jagtkort; ét der gjaldt på engene på østsiden og landjagten syd for Kirkevejen og ét for hele terrænet med undtagelse af engene til øst. Det var ikke mange, der havde det første kort, højst 15-16 mand, de skulle nemlig være i besiddelse et gevær kaliber 4 for at kunne være med, og disse kunne ikke købes, da der ikke fabrikeredes geværer af denne kaliber mere.

Man kan spørge, hvad det var, der gjorde denne jagt så spændende, at man stod op af sin varme seng længe før dag, og i mulm og mørke traskede de to kilometer ind til øst, for om muligt at få et skud ænder i dagningen?

Var det fortjenesten, der kunne være ved det, jeg tror det næppe, men det var selvfølgelig rart med nogle vildænder i stegegryden til en afveksling fra Fanøs nationalretter sakkuk og sætkåg' (sætkage) med flæsk i e' pand'.

Veserjagten forbydes
Da vi fik jagtloven af 1922, blev natjagten forbudt fra en time efter solnedgang til en time før solopgang. Nu kunne der ikke drives veserjagt mere, hvis loven skulle holdes. Flere af de ældre jægere holdt da også helt op. Ved jagtloven af 1931 blev fredningstiden forkortet med en halv time morgen og aften, men samtidig blev det forbudt at bruge geværer til jagt større end caliber 12. Nu var det slut med veserjagten på den gamle måde.

Jeg ved nok, at nutidens jægere ikke vil kalde den slags jagt for jagt, men vel give det et andet navn. Dog, tiden var anderledes dengang. At skyde efter flyvende ænder var det samme som at ødelægge jagten for sig selv og andre. Ildstriben i luften ville jage de trækkende ænder bort. Man måtte pænt vente, til de gik ned på vandet, så var der mulighed for at få flere i samme skud. Hvis man i mine unge dage ikke holdt de vedtagne regler, var man udsat for at få sig nogle gode bank - eller i hvert fald blev man skældt godt ud.

Fik du læst 1. kapitel?

Veserjagt eller skubkanejagt - en særlig jagtform på vaderne øst for Fanø

Veserjagt eller skubkanejagt foregik fra Fanøs daværende flakker, "Veserne", der ved ebbe var tørlagt, og på de store mængder andefugle, som søgte dertil.

Læs også om andre fangstmetoder på Fanø
Fuglefangst med net på Fanø. Af Tobias Tobiassen Kragelund. Herunder om fangst med slaggarn, røjgæsgarn, fuglegarn, i fuglefælde og på isen.

Litteratur og noter:
  • Jens Morten Jensen: Veserjagten på Fanø. I: Fanø Ugeblad, 23. juni 1962.
  • Henning Kørvel: Skubkanejagt. I: Jagt & Fiskeri, 1975, nr. 6, 20. juni, s. 20-23. En meget væsentlig kilde til vor viden om veserjagten, hvor Henning Kørvel har interviewet de to veserjægere Thomas Madsen og Ib Pauli Berg.
  • Kaliber: Oprindelsen til de glatløbede jagtvåbens kaliberangivelse går helt tilbage til de tidligste forladegeværers tid. Angivelsen stammer fra England, og som målestok gælder antallet af kaliberstor rundkugler af rent bly på et engelsk pund (= 453 gr.). Kaliber 12 svarer derfor til diameteren af én af 12 lige store blykugler, som tilsammen vejer et pund. Dette forklarer også det ulogiske i, at et stor kaliber har et lille tal og omvendt. Den størst tilladte kaliber for dansk jagt er kaliber 12, men desuden findes også kaliber 10, 8 og 4 for geværer samt 2 og 1 kaliber for punt guns. (Nyt Dansk Jagtleksikon, Bind 5, 1974).
  • Tage Boye: Frederik med det kolde ben på www.mitfanoe.dk samt om Frederik Mouritzen "Frederik med det kolde ben" som fotograf i: Samling om personer, bygninger og jord. Udarbejdet af Villy og Hanne Nielsen, Kilderegister, dokument 0022, side 6/6.
  • Veserjægernes hus (tidligere markmandens hus) i Nessen: Jens Morten Jensen: Erindringer fra barndom og ungdom på Fanø på Erindringer fra barndom og ungdom på Fanø. Heri om veserjagten.
  • Sakkuk er den ret, som bliver regnet for Fanøs mest karakteristiske. Den består af en melbudding serveret sammen med sprængt kød, kartofler, spækterninger, svitsede løg, sirup og smør, og det var indtil lidt op i vort århundrede en stående festret, især ved bryllup.
  • Sætkage blev bagt af den første fede mælk fra en ko, som lige havde kælvet, og derfor var en særlig lækkerbidsken. Brødet blev skåret i skiver og spistes med smør og sirup til kaffe eller te.
Hvad er veserjagt
Læs også om hvad veserjagt er, om en en heftig meningsudveksling i Fanø Ugeblad i 1928 og om Frederik med det kolde ben og hans donnerbøs.

Veserne og Nessen på østkysten af Fanø
Områderne Veserne og Nessen
Veserjægernes hus, som havde tilhørt markmanden, stod i Nessen. Udsnit af kort over Nordby sogn med opdeling i områder i forbindelse med Fanøs matrikulering i 1930. Gengivet efter Villy og Hanne Nielsens "Samling om personer, bygninger og jord". Dokument 0066, side 2/130: Matrikuleringen 1930 af Fanø.
(Nessen ses også af og til stavet Nesen).

Ib Pauli Berg med to bøsser begge brugt til skubkanejagten
Ib Pauli Berg med to bøsser brugt til skubkanejagten. Bøssen til højre er en enkeltløbet, storkalibret haglbøsse af ukendt kaliber. Den dobbeltløbede har kaliber 4, og er en baglader med udvendigt spænd af hanerne.
Foto gengivet med venlig tilladelse af Henning Kørvel © efter hans artikel om skubkanejagt i Jagt & Fiskeri 1975.

Jagt og Fiskeri 1975 En vigtig kilde til forståelse af veserjagten er Henning Kørvels artikel Skubkanejagt trykt i tidsskriftet "Jagt & Fiskeri", 1975, nr. 6. Den vil kunne lånes gennem bibliotekerne.

Nyhedsbrevets klumme
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie
Modtag med mellemrum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
   

 


Arkiv med de første 20 nyhedsbreve
Arkiv med de følgende nyhedsbreve



Publiceret 8. december 2013. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk.