|
Hollandsk svungne renæssancegavle i Sønderho |
Vælg hus ved klik på ikonerne
se billederne og læs historien
Søndertoft. Matr. nr. 67. Nedrevet
Maleren Johan Rohdes (1856-1935) billede fra 1913 set fra sydvest. Huset med de svungne gavle, der desværre blev nedrevet i 1972, må have været et af de fornemste i Sønderho. Det havde to gavle vendt mod øst og vest og en stor gavlkvist på den sydvendte facade. Lige bag huset ses posthuset med det røde tegltag opført i 1910. Det blev senere til Sønderho Badehotel. Derefter følger "Havehuset" (Søndertoft 1), "Ottekanten" (Søndertoft 3) og dobbelthuset Søndertoft 5-7. I baggrunden rager Sønderho Mejeris skorsten op på det sted, hvor Nanas Stue ligger i dag. (Maleriet er i privateje).
Udsnit af samme. Ejendommmen blev opført af kaptajn Thomas Sonnichsen Hansen (1850-1928).
Johan Rohde har også malet dette billede, men fire år senere i 1917. Her ses vestgavlen med den hvidmalede svungne gavlkam, elegant næsten helt romantisk malet, som var der tale om fint kniplingsværk. I forgrunden ses græssende får på toften foran Termansens hus, Søndertoft 2. Billedet hedder meget passende "
Hus med Aftensol". Vi ser for os en lun sommeraften, hvor solen går ned i nordvest og kaster sine skygger fra Rosenhuset eller Max Müllers hus (Søndertoft 15 og 17). (Privateje).
Kropladsen set mod vest. Til venstre ligger Kropladsen 3, som i nogle år omkring 1907-15 havde betegnelsen "Aktiehuset" ejet i fælleskab af fotograf Petrea Lund og hendes to søstre. Til højre ses Kropladsen 2 og i baggrunden huset på Søndertoft med den svungne østgavl. Foto: Valdemar Anthon omkring 1915-1920. (Sønderho Sognearkiv).
Udsigt fra Kropladsen 9, loftsværelsets vestvendte vindue på fotograf Petrea Lunds hus. Forrest ses Kropladsen 1 og til højre Sønder Land 11 (Lillebo) og huset med de svungne gavle. I baggrunden savmøllen med klapsejleren, Søndertoft 10 (Lodshuset). Petrea Lund foto. (Sønderho Sognearkiv).
Her står vi næsten samme sted på Kropladsen. Til højre Kropladsen 2 og med den hvide gavl Sønder Land 9. Foto: Einar Anthon omkring 1930. (Sønderho Sognearkiv).
Huset med den rødmalede svungne gavl og hvidmalet kant må efter stor sandsynlighed være Thomas Sonnich Hansens hus på Søndertoft. Billedet, som har titlen
Huse i Sønderho er udført af Gert Konopacki, der kom til Fanø første gang i 1935.
Konopacki (1895-1963) hørte til i kunstnerkredsen af bla. Elsa Nøbbe og Annemarie Hansen. Hans udgangspunkt som kunstner var netop arkitekturen, gerne omsat i akvareller, og som han havde studeret i Flensborg. (Original i Fanø Kunstmuseum).
Herover og under tre interessante fotografier fra omkring 1920. Huset til venstre er "Ottekanten" (Søndertoft 3). (Foto i Sønderho Sognearkiv).
Selv den mindre bygning har moderne bygningselementer i form af bla. de engelske teglbrændte skorstenspiber. I baggrunden ses Sønder Land 25, et af kun tre huse i Sønderho, der har halvvalmede gavle.
Thomas Sonnichsen Hansens datter, Anne Kirstine Hansen (1884-1961), overtog huset efter sin far. Efter hendes død arvede Thomas Christian Sneum huset. Han havde imidlertid bosat sig i Schweiz og igangsat en renovering, men midt i 1960-erne erne kom der ikke flere penge, så byggeriet stoppede. (Foto i Sønderho Sognearkiv).
Den mindre tilbyning har skorsten på taget. Har du et bud på, hvad bygningen har været anvendt til, hører jeg gerne herom. (Foto i Sønderho Sognearkiv).
1952. Her står vi på trappen op til Krobanken og ser ned ad Kropladsen mod vest. Til højre ligger Sønderho Kro skjult bag det grønne løv, til venstre ses på rad og række Kropladsen 7, 5 og 3 og i baggrunden den svunge gavl med hvidkalket gavlkam.
Billedet er malet af
Oda Peters (1895-1987), født Børgesen. Hun blev uddannet på Kunstakademiet i København 1916 og var hovedsagelig blomster- og landskabsmaler. I 1919 blev hun gift med den anerkendte Esbjerg-arkitekt Harald Peters og flyttede til Esbjerg. Hun udstillede flittigt på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun med få afbrydelser deltog gennem 60 år. (Maleriet tilhører Sønderho Sognearkiv).
Ulykkeligvis fik ejendommen lov til at forfalde. I 1972 gav ejeren af huset, Thomas Christian Sneum (1917-2007), Fanø Kommune tilladelse til nedbryde huset, hvilket skete samme år. I 1980 ejede Fonden Gamle Sønderho den tomme grund, som den valgte at sælge til Miljøministeriet (i dag Naturstyrelsen), hvorefter grunden ikke senere måtte bebygges. Thomas Sneum i er dag især kendt fra Ken Folletts spændingsroman fra Anden Verdenskrig "
London kalder", som for en dels vdkommende udspiller sig på Fanø. (Foto i Sønderho Sognearkiv).
Søndertoft omkring 1960 med huset med de svungne gavle i midten (i den blå cirkel) fotograferet oppe fra klitterne i syd. Forrest det stråtækte hus Sønder Land 30, bag det Sønder Land 39, der endnu ikke er opført, Sønder Land 37 med de nøgne spær og lægter, der er ved at blive tækket. Sønder Land 19 var heller ikke opført i 1960.
Bag huset med de svungne gavle ses Sønder Land 7 (Sønderho Badehotel, senere Kromanns Fiskerestaurant) og længst væk de "moderne" huse Sønder Land 4, hvor der blandt andet har været bank (Landmandsbanken / Danske Bank) og Sønder Land 8 med telefoncentral og Marie Andresens manufakturforretning. Tak til Niels Erik Engsted for placering og identifikation. (Foto i Sønderho Sognearkiv).
Søndertoft fotograferet i 2025. Naturstyrelsens ubebyggede grund (matr. nr. 67a) har ikke noget husnummer, og i dag er grunden afspærret med pæle, efter sigende for at forhindre parkering af biler. (PHH foto).
Publiceret 5. august 2025. Redaktion og tilrettelæggelse: © -
Aldus.dk
❦