---

Hvem var oldemor fra "Oldemors Hus"?

Der er bryllup i familien

Vi begynder nu historien om hende ved et bryllup den 26. august 1857, hvor hun som snart 7-årig er med til stort bryllup i familien. Det er hendes kusine, Lene, og hendes fætter, Niels, der bliver gift.
Niels og Lene er i øvrigt også indbyrdes fætter-kusine, og disse ægteskaber inden for tætte slægtskaber var ikke usædvanlige for den tid.

Anne Jessine, Lene og Niels har alle tre den samme bedstefar, Peder Hansen Brinch – også kendt som ’Sørøveren’. De har imidlertid ikke samme bedstemor, for Peder var gift to gange, – først med Leene Mathiasdatter og derefter med Lene Marie Sørensdatter. Lene og Niels er børn af Leene Mathiasdatter mens Anne Jessine er barn af Lene Marie Sørensdatter, så de er ret beset ’kun’ halv-kusine og halv-fætter til hende.


Anne Jessine er biologisk oldemor til Niels Brinch (journalist og søn af Viggo og Jytte), og til Per Brinch (gift med Solveig, der boede i Oldemors Hus til ca. 2015); hun er ’sted-oldemor’ til bl.a. Vibeke Schøtt, Erik Bertelsen, Hans Bertelsen, Hanne Brinch Bertelsen (gift Kissmeyer) og Lene Brinch Bertelsen (gift Høeg) samt tipoldemor (med eller uden ’pap’) til en masse af os andre.

Selvom hun ikke var alle førnævntes biologiske oldemor, var det almindeligt at bruge denne betegnelse for hendes ’pap-oldebørn’. Mon ikke huset har fået sit nuværende navn i midten af 1920’erne, da de yngre medlemmer af generationen fik en relation til hende?

Lene Lauridsdatter (1836-1870).

Niels (Niels Hansen Brinch, 1832-1915), der ved brylluppet snart var 25 år, var en dygtig sømand med en lovende fremtid og den 20-årige brud, Lene Lauridsdatter var et godt parti, for hendes far var møller og i daglig tale kaldtes hun derfor ”Møllens Lene”.

Som medgift fik han huset (’Oldemors Hus’) og noget jord. Lene var femte barn af i alt 6, kom fra møllen, og dermed fra gode kår. Om Lene ved vi derudover ikke så meget, andet end fra hendes skudsmålsbog (en lille officiel fortrykt bog, hvor forskellige skudsmål (udtalelse angående en persons opførsel og duelighed) og attester kunne indføres), hvor pastor C. J. Biering fra Nordby, som i 1851 var midlertidigt fungerende præst i stedet for Sønderhos egen Niels Nielsen Lund, giver hende udtalelserne ’god’ og ’meget god’ i forbindelse med hendes konfirmationsforberedelse.

Lene og Niels fik sammen fire levedygtige børn, hvoraf den ældste var 10 år og den yngste, kun er godt to år gammel ved Lenes død den 9. april 1870. Lene døde i barselssengen, ligesom ikke så få andre, efter at have født sit sjette barn, Peder Mathis Edvard Brinch, som døde lige efter fødslen, den 26. april.

Lene må have været højt elsket af Niels, for ved hendes død fik han lavet 2 (måske flere?) mindeord, trykt på fint papir og omgivet af en farvet blomsterkrans af papir og rammet ind. Hun blev begravet på den gamle kirkegård, hvor også Niels blev lagt i samme gravsted 45 år senere.

På gravstenen står der: LENE BRINCK, F. LAURITZEN, F. 18. DECBR. 1856, D. 9. APRIL 1870. EN SÖRGENDE EGTEFELLE MED 4 BÖRN BEGREDER DIN TIDLIGE BORTGANG. 2 SÖNNER HVILER HOS HENDE. ALTID ELSKET, ALTID SAVNET, ALDRIG GLEMT Gravstenen i midten er over Lene Lauridsdatter; til højre er Niels Hansen Brinchs gravsten, og til venstre er deres søn, Hans Brinchs, gravsten.

Der går den foreskrevne sørgetid efter Lenes død, og formentlig sidst på året bliver der sendt bud efter ’Lillepigen’, Anne-Jessine, og hun tager fra møllen til huset ved diget i Nordland.

Anne Jessine, som da er blevet 19 år, har tjeneste i møllen, hvor hun har tilnavnet ’Lillepigen’, hvilket skyldtes at hun var lille af statur. Hun kom fra gode kår som nummer 4 i en søskenderække på 9 og hendes forældre levede til en høj alder.

Anne Jessine Brinch fotograferet i 1870.

På fotografiet, der er fra 1870, ses Anne Jessine stå med det, der sandsynligvis er hendes konfirmationssalmebog. Fotoet er formentlig taget i forbindelse med hendes og Niels’s "Ja-gilde”. "Ja-gilder" eller trolovelsesgilder, var officielle begivenheder hvorefter de unge – naturligvis efter forældrenes tilladelse, blev betragtet som forlovede. Ja-gildet endte i øvrigt med, at de to blev lagt i „æ tætseng” sammen – helt i overensstemmelse med datidens værdinorm. Deres barn, Søren, bliver da også født knap otte måneder efter brylluppet. Fotoet er venligst udlånt fra Jens Brinch.

Anne Jessine og Niels bliver gift
Der blev holdt bryllup den 8. marts 1871, men det var nok næppe dér hun udtalte ’Kan man ikke få den man elsker, må man elske den man får’; hun er i hvert fald blevet citeret for dette, men hvornår og om hun havde en anden person i tankerne, – det melder historien ikke noget om; sandsynligvis stammer det nok fra tiden efter at Niels døde. En aldersforskel på 18 år mellem det nye brudepar var ikke usædvanligt.
Sammen får de deres første barn, Søren Peder, i september 1871, syv måneder efter brylluppet. I februar 1873 bliver deres barn nr. 2, Lene, født, men hun lever kun i 3 uger, og derefter kommer der ikke flere børn.

Lidt om hendes mand, Niels Hansen Brinch
Skibsfører, skibsreder og bankbestyrer med mere.
Denne beretning handler om Anne Jessine, men til historien hører der alligevel en smule om Niels. I øvrigt findes et mere detaljeret billede af Niels i kapitlet ’Bramsejlsgasten’ i barnebarnets, Andreas Sørensen, bog Ved det Yderste Hav. Lad os alligevel fortage nogle nedslag i dette kapitel, for erindringerne fra hjemmet på Digevej er fra den tid, hvor Anne Jessine var kone i huset.

Niels Hansen Brinch

Niels var en lille firskåren skikkelse med guldringe i ørerne og rød halsklud, og kunne have et hidsigt gemyt. På havet har han i kraft af sin dygtighed og erfarenhed været respekteret, og én der kunne indgyde tillid, når elementerne rasede.

Efter sigende sad han og præglede (strikkede) på en sok i en voldsom orkan og brølede sine ordrer ud, mens besætningen kæmpede med sejl og ror; pludselig råbte han da skibet tog en ordentlig overhaling ”Så for satan, der tabte jeg en maske!” Den samme bramfrihed kom også til udtryk derhjemme, når han fortalte om de mange oplevelser i havnenes ’farverige’ kvarterer; når det skete, fik han et formanende ”Niels, - børnene er her!” fra sin kone.

Det var ikke kun på havet, han var aktiv, – han var bl.a. bankdirektør for den lokale afdeling af Landmandsbanken, som havde til huse i ’Oldemors Hus’, dertil var han sognerådsformand fra 1889 til 1894. Anne Jessine var i en årrække medlem af menighedsrådet. Sandsynligvis derfor skænkede Niels og Anne Jessine et messing-døbefad til Sønderho Kirke.



Der var ikke nogen sikret bankboks i huset, og efter sigende opbevarede Niels kassen med penge under gulvbrædderne; når det var tordenvejr tog han sin sydvest på og kassen med pengebeholdningen under armen, og satte sig udenfor til uvejret var overstået. På billedet står Niels med sin bowlerhat foran huset, hvor skiltet ’Banken’ hænger over døren; han står sammen Anne Jessine (’Oldemor’), barnebarnet Viggo Brinch, barnebarnet Anna Brinch, datteren af første ægteskab ’Store’ Anne Brinch og barnebarnet Ester Brinch.
Niels var desuden en flittig og interesseret skribent af Sønderhos og Fanøs historie, og i den forbindelse har han bidraget med materiale til N.M. Kromanns ’Fanøs Historie’.

Huset – Oldemors Hus
I registranten "Gamle Huse i Sønderho" står Niels som ejer fra 1872. Hans svigerfar, Laurits Frederiksen, havde ejet huset siden 1831; dog er det en anden svigersøn, Peder Thomsen Jessen, der kortvarigt står som ejer 1871-72.
Huset er i dag fredet, og dets arkitektur er udførligt beskrevet i registranten, bl.a.:

På dette sted kan i jordebogen følges en bebyggelse bagud til 1750erne, men det kan ikke konstateres, om det er samme hus som det nuværende. Huset, der er et af Sønderhos stateligste og bedst bevarede, har i alt væsentligt bevaret sin plandisposition og sit oprindelige rumudstyr i form af snedkerarbejder og fliser. Bindingsværkskvisten på husets nordside er enestående, og de smårudede vinduers gamle farvesætning opretholdes stadig. Ifølge den første brandtaksation (datidens forsikring) fra 1793 har huset 12 fag, hvoraf der i de 7 vestre er værelser, i de 3 mellemfag bryggers og bageovn og i de 2 østligste lo og stald. Efter en del ombygning og forbedring brandtakseres det atter i 1832. I 1838 nævnes nordsiden endnu som bindingsværk, og der synes i det hele taget ikke at være sket væsentlige ændringer. Murankrene NHB og AlsB (vestgavl) samt A og D (østgavl) refererer til ejerne Niels Hansen Brinch og hustru Anne Jessine Brinch og kan vel berette om en ommuring eller istandsættelse af vestgavlen.

Det er således et stort hus på 12 fag, – og der er da også hele to skorstene!

Som nævnt er huset fredet, hvilket indebærer at interiøret er intakt i de fleste rum, bl.a. stuen mod nord, Æ Naar Donsk, som er afbilledet af Sigvard Hansen i maleriet ”En fanøkone venter besøg” fra 1916. Om det er Anne Jessine, der sidder ved bordet – og hvem den unge kvinde er – er der ingen oplysninger om. Æ Naar Donsk, blev brugt til daglig, mens stuen mod syd, Æ Synder Donsk, var stadsestuen. Det gamle bryggers, som nu fungerer som køkken, er dog lavet om!

Aktiebrev for skonnertbriggen "Nielsine", der var bygget i 1872-73 på Abrahamsens skibsværft i Nordby. Det forliste i Nordsøen i 1893.

Efter sigende brugte Anne Jessine sit ’netværk’ blandt bønderne på fastlandet; hun havde sikkert fået god kontakt til mange af de velhavende gårdejere, mens hun arbejdede på møllen i Sønderho. Hun tog derfor rundt på gårdene på fastlandet og var med til at få tegnet det nødvendige antal anparter.

Andreas Sørensen beskriver i sin bog, at hans bedstefar, Niels, havde mange fejlslagne investeringer på sine ældre dage, hvilket naturligvis ærgrede ham grumme meget. Han har formentlig som mange andre forsøgt at sprede sin økonomiske risiko ved at investere i andre foretagender.

Den 24. august 1884 underskrev 50 anparthavere love gælende for Sønderho Gamle Fuglekøje, heriblandt også Niels Hansen Brinch. (Den originale regnskabsbog 1884-1989 tilhører Foreningen Sønderho Gamle Fuglekøje).

Problemet var imidlertid, at man på Fanø var så bundet til tanken om succes ved sejlskibs-sejlads, at man ganske vist spredte risikoen på andre rederier, men alt sammen indenfor samme branche, – nemlig sejlskibsfragter, og da nedturen for denne branche tog fart i slutningen af 1800-tallet, gik det galt for mange.

Troen på fragt med sejlskibstraditionen blev fatal for mange. Niels var dog en af de redere, der tidligt anskaffede et moderne jernsejlskib. Måske var det det, der fik Anne Jessine til at kigge efter forretninger andetsteds. Da Sønderho Gamle Fuglekøje blev grundlagt i 1866 som et interessentselskab med 50 parter, står ’N. H. Brinch, Skipper’ opført som en af interessenterne, som det her ses af fuglekøjens arkiv. Efter sigende var det Anne Jessine, der fik ham overtalt.

Erindringer om og citater af Anne Jessine
Da Solveig Brinch (1921-2018) – gift med Per Brinch, som var oldebarn af Anne Jessine – levede og boede i Oldemors Hus, fortalte hun mig, at Anne Jessine var en kløgtig kvinde med vid og forstand på mange sager. At der i "Oldemors Hus" i dag findes så mange ting fra gamle dage, skyldes primært Anne Jessine, der samlede og gemte.

Niels fylder 50 år elleve år efter brylluppet med Anne Jessine, og det må jo have gået godt for familien rent økonomisk, for Anne Jessine forærede ham et fint spisestel i porcelæn, inklusiv en chokoladekande, som har en smuk skrift med forgyldte bogstaver N.H. Brinch 1882. Efter Niels’ død i 1915 har Anne Jessine som enke i det store hus nok været alene, men hun har formentlig ikke været ensom i kraft af hendes engagement i Sønderhos ve og vel. Hendes eneste barn, Søren, var fuldmægtig i København, men hun har sikkert ofte fået besøg af ’pap’-familien, der boede i Sønderho, og hun må have været i kontakt med naboen mod øst, Erwin Nøbbe (1882-1948), der var kunstmaler og som i 1925 lavede de to billeder af hende, som ses her øverst på siden. Affotograferingerne af de to billeder er taget af Jens Brinch fra ’Janes Hus’, Vester Land 32. Billederne giver indtryk af en personlighed, der eftertænksomt reflekterer over sit liv og sin gerning.

Anne Jessine kom sjældent på stranden. Måske havde hun den samme frygt for havet som mange andre sømandskoner; min far, Erik Bertelsen, citerede hende for at sige: ’I ska’ ett ta’ på æ straand – der er kuns skidt og skrub og dø’e engelskmænd’ (med udtalt Sønderho dialekt). Hun har derfor næppe taget en dukkert på Vesterstrand, så måske var det derfor at to af hendes børnebørn, Anna og Viggo, synes, at det skulle hun da opleve – et dyp i Æ Haw! – og de fik hende overtalt til at vade ud i vandet bag Kalvekrog; hun havde nok taget de yderste kjolelag af, men der var alligevel nok af det omfangsrige klæde tilbage til at tidevandet trak i hende, og hun derfor forfærdet udbrød ”Hjææælp! – a driwer te haws!”.

Familien samlet formentlig i sommeren 1935 eller 1936 foran huset "Helene", Øster Land 21. I forreste række fra venstre ses: Eva Schøtt, Anne Jessine, tvillingerne Hanne Kissmeyer og Lene Høeg (født Sørensen). I anden række fra venstre: To af drengene (til venstre i billedet) er sikkert Thomas Schøtt og Viggo Schøtt, og pigen til højre er Anne Elisabeth Frederiksen (født) Schøtt. Ude i siden til højre står Hanne Annanie Eriksen – min oldemor på min farfars side. De to sidste personer ved jeg ikke hvem er.

Anne Jessine har uden tvivl levet en tilværelse med materielle goder, men sikkert været nøjsom, som man generelt var på Fanø – en tilværelse der ikke var forundt alle Sønderho-enker. Det gjaldt bl.a. hendes ’pap’-svigersøns mor, Anne Hansdatter (1835-1911), hvis yderst sparsommelige tilværelse er beskrevet i Andreas Sørensens bog ’Ved det yderste hav’ (1953). På billedet sidder hun foran huset ’Helene’ omgivet af mange af ’sine’ oldebørn og Hanne Annanie Eriksen – min oldemor på min farfars side.

På sine gamle dage var hun meget svagtseende, men stadig aktiv med sytøjet. Min far kan huske, at hun når hun sad bøjet over nål og tråd, sagde ”A wanna me sessor” (Jeg har brug for min saks).

Anne Jessines sidste tid
På et tidspunkt i september 1936 er hun så uheldig at falde ned i sin kælder; hun brækker lårbenet og kommer på sygehuset i Esbjerg; dengang kunne man ikke gøre ret meget, så hun beder om at komme hjem til sit hjem, hvor hun dør den 18 september.

På dette fantastisk gode billede af "Oldemor" (synes jeg i hvert fald), ses en tydeligt ældet Sønderho-kone med sin uundværlige stok. Hendes blik har den samme eftertænksomhed som på de to tegninger af Erwin Nöbbe – måske reflekterer hun over sit liv og sin gerning?

Fanø Ugeblad bragte (her i uddrag) den 26. september 1936 en fin nekrolog over Anne Jessine:     Som kort meddelt i sidste nummer er kaptajn Niels Hansen Brinchs enke, fru Anne Jessine Brinch, fredag den 18. september død i sit hjem i Sønderho, 86 år gammel.     Afdøde var født i Sønderho 29. september 1850 som datter af skibsfører Søren Pedersen Brinch. Den 9. marts 1871 blev hun viet til den senere så kendte skibsfører N. H. Brinch. Hun blev i sit ægteskab moder til en søn, der nu er ansat som revisor på matrikelkontoret i København. Omkring 1915 blev hun enke.     Gamle fru Brinch, der til sin død bar nationaldragten, var i sin tid en kvinde, der ved sin begavelse og gode indsigt i mangfoldige forhold havde en ret fremtrædende position i Sønderho. Hun interesserede sig meget for den lille bys ve og vel, og alle forhold, der i særlig grad berørte Sønderho, lå hende meget på hjerte. Ved begravelsen talte pastor Andersen over ordene "Jeg befinder i sandhed, at Gud ikke anser personer, men den, som frygter ham og gør retfærdighed, er ham behagelig".

Præcis hvad præsten fortalte med reference til Apostlenes Gerninger, kender vi ikke, men det har nok handlet om Anne Jessines menneskesyn om, at alle mennesker er lige. Anne og Niels har givetvis delt de samme synspunkter, og Niels er da også beskrevet i "Ved det yderste Hav" som en person, der ’på sin troskyldige vis var en troende kristen og et menneske med mange interesser’, – og som hverken røg eller drak!

Anne Jensine Brinch f. Brinch 29.9. 1850 – 18.9. 1936 Møllegaardens-, Sognets Liv, Slægten, Havet og Haabets Anker var i hendes Tanker. I dag er teksten på gravstenen, som står på den nye kirkegård, temmelig forvitret, men dog stadig læsbar. Hendes mand, Niels, er begravet på den gamle kirkegård på samme gravsted som hans første kone.

Indflydelsesrige Fanø-kvinder
Der er vist ingen tvivl om at Anne Jessine var en driftig Fanø-kvinde. Der er skrevet om andre driftige Fanø-kvinder, og selvom det ofte er mændene og deres bedrifter, der fylder meget, ville historierne om deres succes på havet have set anderledes ud uden deres ægtefæller, der holdt styr på hus og hjem. Havet var mændenes, – øen var kvindernes!

---

Litteratur
Hvis du vil læse mere, vil jeg anbefale:

• Anthonisen, Sven B.: Sørøveren fra Sønderho. Peder Hansen Brinch (1767-1826).
• Frederiksen, Niels: Sønderho. En skipperby i Vadehavet. (1989. Ny udgave 2013).
• Grønnegaard, Anne Marie: Sønderhoslægter 1630-1987. Bd. 1-3 (1988) og Sønderhoslægter 1988-2005. Bd. 1-3 (2005).
• Hofman Hansen, Per: Hugo Matthiessens Fanø fotograferet 1928. Nordby og Sønderho. (2024).
• Kromann, N. M.: Fanøs Historie. Bd. 1-3. (1933-1934. Fotografisk optryk 1982).
• Mit Fanø ved Torben Garmer: Niels Hansen Brinchs data.
• Slyngborg, Mette Kristine: Fanø-kvinden. Ideal, myte og virkelighed. (2023).
• Søndergaard, Steffen M.: Gamle huse i Sønderho (1980). Kan downloades gratis som digitaliseret og søgbar PDF-fil.
• Sønderho Gamle Fuglekøje: Foreningen Sønderho Gamle Fuglekøje og Sønderho Gamle Fuglekøje. Ved Per Hofman Hansen.
• Sørensen, Andreas: Ved det yderste Hav. Drøm og digt og virkelighed. (1953. 4. oplag 2006). Om Niels Hansen Brinch specielt i kapitlet Bramsejsgasten s. 77-88.

Denne beretning er blevet til med hjælp og bidrag fra bl.a.: Fanø Ugeblad, Jens Brinch, Per Hofman Hansen, Susanne Vinther Nielsen, Sønderho Sognearkiv, samt nulevende og afdøde familiemedlemmer.

Thomas Bertelsen, sommeren 2025

---

Har du lyst til at abonnere på mine nyhedsbreve om Fanøs kultur, natur og historie? Det koster ikke noget! 3-4 gange om året vil du modtage en hilsen med nye historier om Fanø.
Fornavn	Efternavn	E-mail
Postnr	By
• Se også mit arkiv med sidste nyhedsbreve eller • mine første 20 nyhedsbreve

Publiceret 21. august 2025. Opdateret 28. auguat 2025. Redaktion og tilrettelæggelse: © - Aldus.dk

❦