Stykker til Fanøs kultur, natur og historie. Redigeret af Per Hofman Hansen

Fuglekøjerne på Fanø. Af Kai Lakjer og med tegninger af Axel Nygaard

Fuglekøje på Fanø tegnet til Politiken af Axel Nygaard 1927 Intetanende svømmer vildænderne gennem kanalen ind i rusen.
Tegning Axel Nygaard - Copyright Lars Rømer-Nygaard © 2009.

Fuglekøjens indretning gør et tiltalende indtryk

Fangsten af vildænder ved hjælp af fuglekøjer er en metode af gammel oprindelse, der anvendes endnu i vore dage; den stammer oprindelig fra Holland, fra hvis kystegne den senere er indført til de frisiske øer. På øerne Sylt, Føhr og Amrum er der således endnu fuglekøjer, men her i Danmark findes de kun på Fanø, hvor der er tre, alle beliggende på østsiden tæt ved havet og med en indbyrdes afstand af en fjerdingvej.
Vi besøger den ældste fuglekøje
Fra Nordby kommer man ad den ca. 2 mil sandede vej til Sønderho, midtvejs passeres statsplantagen, hvorefter man kommer ud i en klitegn med lyng og marehalm som den væsentligste plantevækst. Som små oaser i denne ørkennatur finder vi fuglekøjerne, endskønt de ligger i temmelig stor afstand fra alfar vej. Vi begiver os ud til den køje, der ligger nærmest Sønderho, thi det er den ældste, og da de andre er anlagt efter samme system, vil et besøg i denne være tilstrækkeligt til, at vi kan danne os et begreb om en fuglekøjes indretning.
Adgang F.
Selve fuglekøjen strækker sig over et areal af 1 tønde land og ser på afstand ud som en lille skov; på nærmere hold viser den sig at være særdeles godt beskyttet mod uvedkommendes indtrængen, idet den er omgivet af en bred grøft og et dige, bag hvilket et højt plankeværk med flere lag pigtråd danner afslutningen på den omfattende afspærring. På lågen er anbragt et skilt med et tydeligt "Adgang forbudt"; - da det imidlertid er uden for fangsttiden, og "køjemanden" netop befinder sig i køjen for at gøre den i stand til fangstens begyndelse, bliver det os tilladt at se anlægget.
Køjehus og køjemand
Tæt inden for indgangen ligger et lille hus "Køjehuset", der tjener til opbevaring af foder og fangstredskaber samt til ophold for "køjemanden", den eneste, der i fangsttiden må færdes i køjen. I midten af køjen er gravet en dam, 60-70 m i tværmål, fra hvilken seks vandfyldte kanaler udgår i bueform hver til sin side; kanalerne, der hver er 30-40 m lange, er overdækket med ståltrådsnet og bredest inde ved dammen, hvorimod de bliver smallere ud efter, indtil de til sidst afsluttes med en ruse, der let kan påsættes og fjernes. Nærmest dammen er der langs den ene bred af hver kanal opstillet nogle skærme af moserør (tagrør) parallelt i nogen indbyrdes afstand og forbundet ved ståltrådsnet; disses betydning for fangsten vil fremgå af det følgende.
Tæmmekassen
På hosstående grundrids er dammen betegnet A, B - G er kanalerne og H en såkaldt "tæmmekasse", dvs. en stor i bunden vandfyldt trækasse, anbragt tæt ved en af kanalerne; foroven er den forsynet med vinduer, og den side, der vender bort fra kanalen, er erstattet med ståltrådsnet.
Lokkeænder eller tamænder
Hvert år får en del af de ænder, der fanges i køjen, lov til at beholde livet imod at gøre tjeneste som lokkeænder for det næste års andetræk til køjen. At gøre vildænder til lokkeænder eller "tamænder", som de i reglen kaldes, skønt de altså engang har været vilde, går for sig på den måde, at de anbringes i tæmmekassen, hvor de vænnes til at æde byg, indtil de har opnået denne færdighed i passende grad og samtidig er blevet vant til synet af køjemanden, som i køjen altid skal være iført den samme dragt; dernæst slippes de ud i en i forvejen for begge ender lukket kanal, og fodringen foregår nu nærmest dammen ved rørskærmene, indtil ænderne er blevet vant til dette nye fodringssted.
Fuglekøje på Fanø tegnet til Politiken af Axel Nygaard 1927
En kanal overspændt med net, hvilket forhindrer vildænderne i at flyve bort.
Tegning Axel Nygaard - Copyright Lars Rømer-Nygaard © 2009.
Et køjemærke anbringes om det ene ben
Herefter er tæmningen tilendebragt, og ænderne slippes ud på dammen, efter forinden at være mærket med den pågældende køjes "køjemærke", som anbringes om det ene ben ved hjælp af en ring. En del af tamænderne bliver tillige vingestækket og således tvunget til at forblive i køjen i fangsttiden, men største delen har deres fulde frihed, som de benytter til at foretage strejftog ud til de såkaldte vader - nogle flade grunde - beliggende mellem Fanø og fastlandet. Ved ebbetid bliver disse grunde tørlagte, og bunden, der er blød og består af klæg, hvori findes store mængder af orme, snegle og skaldyr, tjener som et rigt forsynet forrådskammer for de store andeflokke, der fra de nordligere lande i høst trækker ned mod vore kyster. I efterårsmånederne er farvandet derfor fyldt med skarer af vildænder, og herude færdes også de af køjens tamænder, der ikke er vingestækkede; da de er vænnet til opholdet og fodringen i køjen, søger de jævnlig tilbage dertil, og på disse små ture sker det ofte, at en flok af deres vilde kammerater følger med for sammen med dem at slå sig ned på dammen i køjen, hvor de kan nyde dennes goder, nemlig fersk vand og læ.
Et kobberkrus med en glødende tørv
Størsteparten af den tørtliggende del af køjen er beplantet med trævækst, og et meterhøjt dige af græstørv omgiver hele dammen, kun afbrudt af kanalernes indløb; disse foranstaltninger tjener ikke blot som læafgivende, men tillige for, at køjemanden, uset af ænderne i luften og på dammen, kan færdes helt ude ved denne for at iagttage disse færden. Skal der gøres god fangst, må han til stadighed være på sin post herude ved dammen, og han medbringer da et kobberkrus med en glødende tørv, hvis svage røg skal tilintetgøre den lugt, der kan røbe menneskers nærværelse for de mistroiske vildænder.
Køjemanden observerer gennem et kighul i rørskærmen
Som før omtalt sker det hyppigt, at en skare vildænder følger med køjens tamænder tilbage og slår sig ned på dammen, hvor de yderligere kommer i selskab med de vingestækkede tamænder. Da alle tamænder er vænnet til at blive fodret i køjen, er der i reglen nogle, der af trang til lidt foder søger ind i en af kanalernes indløb, ved hvis rørskærme de véd, at fodringen plejer at foregå, og her ligger de og strækker hals, i håb om, at køjemanden ligesom ved de faste fodringstider vil vise sig og fodre dem. En del vildænder er intetanende fulgt med disse deres tæmmede kammerater, og hele flokken ligger nu i dammens [i.e. kanalens] indløb ved rørskærmene; dette har køjemanden observeret gennem et kighul i diget [i.e. i rørskærmene], og lydløst er han ad en af de skyttegravsagtige stier nået til rørskærmene ved den pågældende kanal, hvor hans pludselige tilsynekomst bag skærmenes parallelle rækker bevirker, at vildænderne forskrækkede farer videre op ad kanalen, hvis trådnetsoverdækning dog hindrer dem i at flyve bort fra denne, for til sidst at ende i rusen. Køjemanden, som hurtigt er fulgt efter, bærer nu rusen med indhold ind i køjehuset, hvor fangsten udtages og dræbes. Er en tamand i skyndingen fulgt med ind i rusen, sættes den atter i frihed.
Krikænder, gråænder og pibeænder forsendes til København
Der fanges flest krikænder, men også gråænder og pibeænder udgør en væsentlig del af det daglige udbytte, der hver eftermiddag afhentes pr. vogn og forsendes til København, hvor afsætningsmulighederne har vist sig at være de bedste. Fangsttiden begynder midt i august og varer i reglen til hen under jul, såfremt frosten ikke forinden har virket afbrydende.
Fuglekøje på Fanø tegnet til Politiken af Axel Nygaard 1927
Fuglekøjen med dens dam, rørskærme, kanal og godtroende vildænder, der lokkes af deres tamme fæller. Tegning Axel Nygaard - Copyright Lars Rømer-Nygaard © 2009.

Fanø - det eneste sted her i Danmark, der egentlig egner sig for køjefangst
Den ældste af køjerne på Fanø, den såkaldte "Gammel Køje", blev anlagt i 1866 af skipper Thomas Anthonisen. I mange år var udbyttet af denne køje sløjt, omsider bedredes det; det påstås, at man et enkelt år fangede op mod 9.000 stk. Dette fristede naturligvis andre til at lægge sig efter samme fangstmåde, og i de følgende år blev de andre køjer anlagt af selskaber, oprettede i dette øjemed; men mærkeligt nok fanges der gennemsnitlig ikke flere ænder i de tre køjer tilsammen, end der tidligere fangedes i den ene. Dette har selvfølgelig bevirket, at der ikke er blevet anlagt flere køjer på Fanø, det eneste sted her i Danmark, der egentlig egner sig for køjefangst, da denne metode kræver tilstedeværelse af vader og udveksling af ebbe og flod samt fredning af store arealer uden om køjen og den ud for denne værende strandbred. Tager man dernæst i betragtning, at selve anlægget af en fuglekøje er en temmelig kostbar historie, og at der yderligere hvert år påløber ret store vedligeholdelsesomkostninger, medens udbyttet kan være temmelig varierende, forstår man bedre den begrænsede udvikling, denne fangstmetode har fået her i landet.
Man forlader stedet i beundring over den menneskelige opfindsomhed
På den besøgende gør fuglekøjerne et ejendommeligt indtryk ved den bratte overgang af naturen fra klitegn til en lille skov med dennes vegetation og delvis samme dyreliv; men også selve fuglekøjens praktiske indretning gør et så tiltalende indtryk på beskueren, at man forlader stedet i beundring over det resultat, den menneskelige opfindsomhed i forbindelse med naturen har opnået.

Noter og ophavsret
  • En stor tak til arkitekt Lars Rømer-Nygaard, der har været så venlig at give mig lov til at gengive Axel Nygaards tegninger © her på hjemmesiden.
  • Teksten herover er gengivet efter Kai Lakjer: Fuglekøjerne paa Fanø. Illustreret af tegneren Axel Nygaard. I: Politiken, Magasinet (Søndag), 19.-20. november 1927, s. 12-13.
  • Den samme tekst blev optrykt få dage senere i Fanø Ugeblad den 26. nov. 1927 dog uden Axel Nygaards tegninger, men med følgende redaktionelle tilføjelse: "Til ovenstående artikel, som vi her har gengivet efter Politikens Søndagsnummer, vil vi gerne knytte et par retledende bemærkninger: Den sydligste fuglekøje er ikke den ældste. Den midterste er nemlig anlagt først. En køjes areal er ikke som angivet 1 tønde land, men derimod nærmere 4 tønder land. Alle ænder, der tæmmes, stækkes også alle, inden de kommer ud i dammen, hvor de bliver liggende som lokkeænder den første sæson, til fjerene er vokset ud; først da er de flyveænder, der trækker ud på vaderne. Når rusen for enden af kanalen er fyldt med ænder, bæres den ikke ind i køjehuset; den tømmes på stedet, og indholdet bæres bort i en sæk. Red."
Et udvalg af links og litteratur om Axel Nygaard
  • Lars Rømer-Nygaards hjemmeside om Axel Nygaard med biografi, genealogi, bibliografi o.m.m.
  • Axel Nygaard. Redigeret af Jens Peder Agger. Med tekster af Søren Vinterberg og Lars Rømer-Nygaard. (Tegninger fra Magasinet). Lyngby, Bogfabrikken, 2008.
  • Ole Storm: Magasinet. Politikens tillæg 1922-1962. Kbh, Apostrof, 1984.
  • H.P. Rohde: Axel Nygaard. Kbh., Forening for Boghaandværk, 1954.
  • Hans Hartvig Seedorff Pedersen: Axel Nygaards lyse verden. Kbh., 1954.
  • Poul Henningsen, Hans Hartvig Seedorff og Otto Gelsted: Axel Nygaards Tegninger. Kbh., Arthur Jensens forlag, 1937.
  • Axel Nygaard - et omslag og en tegner. Dansklærerforeningens side i relation til Knud Sønderbys roman "Midt i en jazztid".
Politiken Magasinets forside af Adolf Hallman 1927 Politikens fremragende tegner gennem mange, mange år, Axel Nygaard (1877-1953) har som så ofte til Politikens Magasinet også her illustreret artiklen om fuglekøjerne med sine karakteristiske lyse, lette og stærkt forenklede streg. Forsiden til det aktuelle nummer af Magasinet fra 20. nov. 1927 er dog illustreret af en anden meget benyttet Politiken-tegner, Adolf Hallman.
Artiklen om fuglekøjerne vist som opslag I øvrigt er hverken titeloverskriften eller tegningerne signeret, men har man været en trofast læser af Politiken siden barns ben, er man ikke det mindste i tvivl. /PHH
Axel Nygaards tegninger: Copyright Lars Rømer-Nygaard © 2009.
Grundplan af en fuglekøje Grundplan af fuglekøjen. Selve dammen er betegnet A og B, C, D, E, F og G er de seks kanaler. H er den såkaldte tæmmekasse, dvs. en stor trækasse, der i bunden er fyldt med vand, og som er anbragt tæt ved en af kanalerne; foroven er den forsynet med vinduer, og den side, der vender bort fra kanalen, er erstattet med ståltrådsnet.

Denne - som mine øvrige sider på www.aldus.dk - er offentliggjort uden kommercielt sigte udelukkende med henblik på non-profit kulturformidling.
Publiceret 18. november 2009. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden.