Stykker til Fanøs kultur og historie

Skelstenen mellem Nordby og Sønderho Sogne. Ved Per Hofman Hansen

Printervenlig PDF-version
Stykker til Fanøs kultur > Skelstenen mellem Nordby og Sønderho

Skelstenen mellem Nordby og Sønderho Sogne

Mon ikke alle fastboende på Fanø kender skelstenen, som indtil efteråret 2014 stod i grøftekanten på det sted, hvor Postvejen fra Nordby møder Landevejen fra Sønderho? Da det netop er en skelsten mellem de to sogne og ikke en vejviser, står navnet Nordby naturligt nok på nordsiden af stenen og navnet Sønderho på sydsiden af stenen.
I anledning af at stenen nu har fundet en mere beskyttet plads langs cykelstien, og hvor langt flere vil kunne se den i ro og mag, har jeg gravet lidt i historien. - Men tilbage står spørgsmålet "Hvornår blev netop den skelsten, vi ser i dag, sat op?"

Per Hofman Hansen
Skelstenen placeret på vestsiden af cykelstien Skelstenens ny placering oktober 2014 i cykelstiens vestlige side mellem Nordby og Sønderho. Til venstre ses stenen fra nord i retning mod Sønderho. Samme side af stenen fortæller, at vi befinder os inde på Nordby sogns jorder. Til højre ses tilsvarende stenen set fra syd i retning mod Nordby. Her fortæller stenen, at vi befinder os inde på Sønderho sogns jorder. På begge sider er indhugget årstallet 1741 til markering af fanøbeboernes frikøb fra kronen. Foto: 17. december 2014.

To sogne: Nordby og Sønderho

I 1741 købte fanøboerne som bekendt Fanø fri af kongen. Indtil kommunalreformen i 1970 bestod Fanø af to selvstændige sogne, Nordby og Sønderho, med egne sogneråd. Skellet mellem sognene blev fastlagt ved en overenskomst i 1742, og ved samme lejlighed "blev der oprejst pæle og nedlagt skelsten, der skulle betegne grænsen mellem Nordby og Sønderho Strand".

Videnskabernes Selskabs konceptkort tegnet 1797 "Skæl mellem Fanöe og Sönderhoe". Indtegnet på Videnskabernes Selskabs konceptkort tegnet 1797. Skelpælene ses ved de syv blå pile. P. Ankers Dahl breder sig på begge sider af sogneskellet. (Fanöe har dengang været synonymt med Nordby!)

Skellet skal være adskilt af otte kampesten
I 1791 beskrev sognepræsten Ove Foss skellet mellen de to sogne således: "Nord på strækker Sønderho Sogn sig til Nordby Sogns grunde og til markskellet, nemlig til Annæ Dal, Peder Ankersens Dal og Fogdens Dal, og det skal fra gammel tid være adskilt med fem kampesten. Og på stranden ved Vesterhavet mellem begge sognenes strand er der nedsat en stor pæl, der står ved bjergene, og derfra ud til vandet i en lige linie tre store kampesten. Alt dette findes som skel mellem Sønderho og Nordby sognes jord og strand."

Thobølls matrikelkort 1820
I 1820 blev Fanø langt om længe matrikuleret af kongelig landsinspektør Thobøll. På hans kort ses imidlertid kun én skelsten, nemlig den, der blev placeret ude ved vestkysten.

Udsnit af Thobølls matrikelkort fra 1820 med skelpælen
Skiæl-pæl 1820. Den yderste vestlige skelpæl tæt på stranden indtegnet på landinspektør Thobølls matrikelkort over Nordby (Odden) sogn fra 1820. Om den er af træ eller sten, kan vist ikke afgøres. Skraveringerne rundt om den antyder måske, at den står på en lille forhøjning i terrænet.

Landevejen ved Pælebjerg på Sønderho Udsigt fra toppen af Pælebjerg i retning øst-sydøst ud mod Landevejen. Pælebjerg sø ligger i forlængelse af vejen, der går ud i nederste venstre hjørne. Pælebjerg fik sit navn, da skelpælene mellem Nordby og Sønderho i 1742 blev placeret her. På billedet ser man, hvordan det sandede hjulspor snor sig langs med den store parabelklit, der i dag nærmest er skjult af skov. Et selskab på fem har gjort holdt og slået sig ned med picnic-kurv og hvid dug, men hvor er hestene? Foto fra 1930'erne. Original i Sognearkivet i Sønderho.

Vedligeholdelse af landevejen 1894
Til at passe landevejen fra Sønderho Kro til Nordby skel i et år fra 1. maj 1894 til 30. april 1895 lejedes Jens Lauridsen på følgende betingelser:
Vejmanden forpligter sig til mindst to gange om ugen at efterse vejen i hele dens længde fra kroen til Nordby skel og afhjælpe de mangler, han forefinder, eller som påvises ham af sognetrådets vejudvalg. Han skal ikke rense grøfterne, men kun passe kørebanen.
På den grusede del af vejen må han straks efter enhver regn, der sætter blank vand i sporene, påse at vandet fjernes snarest muligt gennem små render til vejgrøften.
Den ikke grusforbedrede del af vejen holdes fri for heller og slag og vandet afledes fra sporene. Så længe lyngen ligger, påses det, at totter, der er revet ud af deres leje, på ny anbringes i sporet og dækkes med jord.
Hvis vejen en del af året bliver bestrøet med hjelme, skal vejmanden sørge for, at den hjelme, der flyver op på vejens sider og i grøfterne, atter rives i sporene.
(Uddrag af kontrakt mellem Sønderho Sogneråd og vejmand Jens Lauridsen. Trykt i Fanø Ugeblad 1. juli 1892).

Sogneskellet 1927
"I mandags var fuldmægtig Heering med sine landmålere og skelmændende fra Nordby og Sønderho samlet med repræsentanter for begge sogneråd samt plantør Jens Brüel på sognegrænsen for at få denne godkendt. Efter at dette var sket, stod den på en lille fællesspisning hos Franz Beck [Kellers Konditori]". (Fanø Ugeblad 1. okt. 1927).

En af dem, der af og til passerer stenen skrev i 1928:
Året efter kunne man ligeledes i Fanø Ugeblad den 23. juni finde et læserbrev med overskriften "Markstenen", hvori det bla. hed:
Hvem kender markstenen?
"I Nordby er der måske ikke ret mange, der ved, hvad markstenen er for en vigtig sten. I Sønderho derimod er den kendt af ethvert barn.
Markstenen er den sten, der står ved Nordby-Sønderho vejen og markerer grænsen mellem Fanøs to sogne. Det er en temmelig stor granitsten, der på den ene side bærer navnet "Nordby", på den anden side "Sønderho", indhugget.
Som den står på grøftekanten indtager den en højst ubemærket plads; og af alle dem, der passerer vejen mellem år og dag, er der sikkert ikke en af hundrede, der ser den. Den ses kun af dem, der ved, at den står der. For dem er den nemlig som en "milepæl" på vejen; den spejdes der efter fra bilens glasrude, cyklisten sagtner farten en smule, mens han passerer, og fodgængeren standser måske sin gang og hviler sig lidt ved stenen. [Underskrevet] En af dem, der af og til passerer stenen".

200 år: 1741-1941
Dateringen af skelstenen kunne man forledes til at sætte til 200-års jubilæet i 1941, hvor der i "de mørke år" nok kunne være grund til at samles i en fæles nationalfølelse. I Fanø Ugeblad kan man hen oversommeren finde mange omtaler af festligholdelsen af jubilæet, men om sogneskel eller skelsten siges der ikke et ord.

Hvornår blev netop den skelsten, vi ser i dag, sat op?
Ja, det spørgsmål står foreløbig ubesvaret. Helt tilbage fra 1741 er den næppe. Men den kunne naturligt nok være sat op ved et senere jubilæum eller begivenhed. Det kunne være for 100-året i 1841 eller i 150-året i 1891. 200-året under Besættelsen i 1941 kommunesammenlægningen i 1970, hvor Nordby sogn og Sønderho sogn lægges sammen til Fanø Kommune kan udelukkes. Ved en ihærdig gennembladring af Fanø Ugeblad for 1941 og 1970 har jeg da heller ikke fundet nogen som helst omtale herom, og endelig beretter ovenstående jo også om, at stenen har stået på sin plads i mange, mange år. Det kunne være interessant om nogen kunne datere stenen til måske året 1841 eller 1891!

Fra arkæolog og forfatter Sven Thorsen har jeg modtaget denne vurdering af stenens alder: "Bedømt på den anvendte skrifttype tror jeg ikke, at stenen er særlig gammel. Det ligner noget man lavede i hjemstavnsbevægelsens storhedstid. Mit bud er derfor, at den er fra omkring 1920-1940".
En kostelig røverhistorie knytter sig i øvrigt til "fjendelandene" Nordby og Sønderho. Ja, så sent som her i december 2014 har jeg hørt en af de gamle i Sønderho - dog på godmodig vis - benytte udtrykket "fjendeland"!
Hans Brinchs historie om æ markskel i Fanø Ugeblad 27. sept. 1974 Læs eller download hele røverhistorien som PDF-fil lige til at printe ud!

Æ markskel
Historien om, hvordan "japper" og "gojer" enedes om at dele øen, og hvordan det endelig lykkedes at få opsat æ markskel.

En beretning ved Hans Brinch

I Nordby bor en arrig hund,
i Sønderho en kat;
de mødes hver en midnatsstund,
hvor markskellet er sat. . . .

Æ' markskel ligger der endnu, ikke præcis midtvejs, men næsten midtvejs mellem Nordby og Sønderho, forskudt en kende til Nordbys fordel, hvordan og hvornår den fordel er opstået, har »gojerne« aldrig villet indrømme over for "japperne".

Stenen er skæv og ujævn, lidt mosbegroet, og de fleste kigger mekanisk på den, når de går forbi. Øens beboere har igennem ca. et århundrede moret sig med at fortælle deres egne små, at dette markskel efter gammelt sigende vender sig, når det lugter varmt brød. Hvilket har sin egen naturlige forklaring.

Engang stod æ markskel ved den gamle vej, 'æ wås', som den da kaldtes, ca. midtvejs, og der var et godt stykke march til stedet fra begge småbyer. Man forcerede ikke denne vejstrækning tit, men af og til skulle man simpelt hen, og da var det altid til fods. Af og til hændte det også, at hele familien gjorde det, når den skulle besøge slægtninge i den anden by. Og Post Sidsel, en fattig sønderhokone, spadserede to gange om ugen ad vejen med posten til Sønderho.

Gik man familievis, fortalte faderen de små, når man nærmede sig stenen, at dette markskel var træt af evig og altid at stå med ryggen til vejen og gerne ville vende sig. Børnene bøjede sig så over det, men turde ikke sige, at de dårligt kunne se forskel på stenens ryg og mave. Men de turde dog spørge, hvornår det ville vende sig og fik da til svar den enkle oplysning: »Når det lugter varmt brød!« Den besked måtte de lade sig nøje med.

Når en fjortenårig knægt, der nu var gammel nok til at gå efter medicin i Nordby, skulle gå den lange, øde vejstrækning alene, kunne sandheden pludselig slå ham, l smug havde han skåret et stykke af moders varme, nybagte 'kage', og han bøjede sig ned over stenen i håb om at se vidunderet. Men da han stak hvedebrødet op i skellets stenede næse, opdagede han, at den lange tur havde gjort det varme brød koldt!

Et sagn knytter sig til skellet

Hans Brinch genfortalte i den samme artikel et kosteligt sagn knyttet til sogneskellet: Da Fanø af pesten engang i 1300-tallet var blevet nærmest affolket, fandt beboerne det formålstjenligt, om man på en eller anden måde kunne skabe grobund for nye blivende fejder og utyskestreger. Dette gør man bedst ved at opsætte en grænse, særlig hvis der ikke er behov for en sådan. Som med Nordby og Sønderho, der instinktivt havde lejret sig i hver sin spids og kunne betragte alt mellemliggende som ingenmandsland eller frit område.

Læs eller download hele røverhistorien som PDF-fil lige til at printe ud!

Litteratur og noter:
  • Hans Brinchs artikel om "Æ markskel" blev bragt i Fanø Ugeblad 27.sept. og 8.nov. 1974.
  • Georg Brandes: Fanø Nordsø-Bad. Politiken, 20. maj 1894.
  • Villy Nielsen har i sin omfattende registrant og kildesamling "Nordby Sogn, Fanø. Samling om personer, bygninger og jord", udgivet på DVD i 2010 i dokument nr. 0087 "Sogneskel, enklaver og roder" udskrevet en lang række ældre kilder til beskrivelse og dokumentation af sogneskellets brogede historie. Kun en enkelt passus herfra skal citeres: "I efterfølgende uddrag af tingsvidne af 15 marts 1742 er anført hvorledes sogneskellet flyttes, idet der er anført mål m.m. Det opringelige sogneskel i den vestre ende, må være en ret linie, somramte Genueser Bierget. Hvilket fikspunkt man i 1742 brugte på eller ved Genueser Bierget vides ikke, ej heller om det er den samme fikspunkt, som sættes på Pælebjerg i 1930 (sandflugt kan i den lange tid også have ændret bjerget). Skelpælen, som gav navnet til Pælebjerg, markerede delingen af stranden mellem Nordby og Sønderho. Pælen har Thobøll tegnet på kortet fra 1820, men længere mod vest end vist på efterfølgende kort (de yderste klitrækker er dannet siden 1742)."
    (DVD'en sælges i øvrigt til en uhørt lav pris i Sognearkivet i Nordby).
Georg Brandes 1894:
Ved Pælen kører man ind i Fjendens Land
I gamle Dage var Sønderho Fanø's Hovedstad; siden har Nordby taget Luven fra den, og Rivaliteten og Forbitrelsen mod Nordby er stor i Sønderho. Paa Vejen mellem Nordby og Sønderho staar en Pæl, der adskiller Byernes Territorier. Ved den kører man ind i Fjendens Land. Aldrig gifter en ung Mand fra den ene By sig med en Pige fra den anden. Der er intet Konnubium [i.e. ægteskab] dem imellem. For den Fremmede tager de to stridende Stammers Kvinder sig ens ud, og de faar, naar de gifter sig, alle sammen mindst otte Børn.
Sådan skrev Georg Brandes i Politiken i 1894 efter et besøg ved Fanø Nordsø-Bad og en tur til Sønderho!
Thobølls matrikelkort over Sønderho sogn fra 1820 med den korsformede skelpæl Skiel-Pæl 1820. På Thobølls matrikelkort over Sønderho sogn fra 1820 har han som markering af sogneskellet ikke tegnet en pæl, men derimod et kors. Det kunne næsten ligne et aflagt gravminde i støbejern!

æ Pissten
I folkemunde er skelstenen altid blevet omtalt som "æ Pissten". Det var den benævnelse alle brugte, da vi kom til Sønderho i 1965. Øgenavnet knytter sig til brugen af stenen, når de rejsende kunne blive trængende på den lange vej mellem Sønderho og Nordby - og omvendt - naturligvis! Her gjorde diligencen holdt, og damerne gik til den ene side og herrerne til den anden.
Venligst fortalt af Anne og Jørgen Gram Madsen.

æ Ølsten?
Vor tids taxachauffører kan berette, at de naturligt nok ikke lader unge mennesker drikke undervejs, men at de kan stå ud ved skelstenen og tage sig en tår øl. Om de ved samme lejlighed benytter stenen til den gammelkendte funktionen, forlyder der ikke noget om. Måske skelstenen skal døbes om til "æ Ølsten"?

Pisbjerget
Karen Jensen, "Karen Kaal" kaldet, fortæller om engang hun gik til Nordby fra et besøg i Sønderho: Det var sent på aftenen og noget mørkt, da hun kom til "Pisbjerget" lige ud for plantørboligen, som ikke fandtes dengang. Hun så noget henne på vejen en sort og en hvid skikkelse; men tilsidst forsvandt den sorte skikkelse, og da hun kom til stedet også en anden. (Minder og sagn fra Fanø. Overtro blandt Fanø-Folk. Efter folkemunde ved Lambert Hansen. I: Mågen, 10. årg., 1952, s. 32-35).

Annonce i Fanø Avis 1893 om plantørboligens ibrugtagning Plantørboligen ved "Præstens Optræk" er i går tagen i brug af plantør Heegaard-Kristensen. (Fanø Avis. Vestjydsk Tidende 11. 10. 1893). 121 år senere i dagene 15.-18. december 2014 blev den jævnet med jorden! Udstykningschef Heerings opmåling i Sønderho Sammen med en medhjælper foretager udstykningschef H.T. Heering (1889-1969) i 1927 opmåling i Sønderho. Hjørnet ved posthuset. (Gengivet efter Benedicte Mahler: Badegæster i Sønderho. 1978).
Kan en sten lugte brød?
Arkæolog og forfatter Sven Thorsen har også en kommentar til Hans Brinchs genfortælling af sagnet:
Sagnet er ganske almindeligt, men Brinch har ikke rigtig forstået det spidsfindige deri. En klog gammel selvlært museumsmand rettede mig engang, da også jeg fortalte sagnet på Brinchs måde: "Det hedder ikke, at stenen vender sig, når den lugter nybagt brød, men at den vender sig, når den kan lugte nybagt brød".
Det er med andre ord en vittighed og en måde at drille børn på, for sten kan som bekendt ikke lugte!
Læs historien stenen der ikke kunne lugte brød.



Nyhedsbrevets klumme
Abonnér på mine nyhedsbreve om
Fanøs kultur, natur og historie
Modtag med mellemrum en hilsen om ny viden og interessante historier om Fanø.
   

 

• Arkiv med de første 20 nyhedsbreve
• Arkiv med de følgende nyhedsbreve


Publiceret 20. december 2014. Opdateret 7. januar 2015. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk.