'Fugle-Mortensen', H.Chr.C. Mortensen: Krikænderne på FanøStykker til Fanøs kultur > Fuglekøjerne på Fanø > Krikænderne på Fanø
|
 Ringmærkning i 'Fuglekøjen i Chrestens Sande' (Fuglekøjen af 1888) Gennem en bevilling fra Carlsbergfondet erhvervet i treåret 1908-1910 blev det muligt for Mortensen at gennemføre en stor ringmærkning i fuglekøjerne på Fanø. For de tildelte midler købte han indfangne ænder, ringmærkede dem, og satte dem fri. Om forsøgene og deres resultater har han skrevet flere steder: Nedenstående artikel er fra Gads danske Magasin 1908-09. 1.500 ringmærkede stære - 3 blev genfundet! I junihæftet af Gads danske Magasin 1907 (Note 2) har jeg fortalt, hvorledes det ved hjælp af små aluminiumsringe, der anbringes på fødderne af forskellige trækfugle, er lykkedes at påvise den vej, fuglene slår ind på for at komme til deres vinterkvarter. Det er jo noget af et lotterispil at få sådan noget at vide. For det første kommer det an på, om en mærket fugl falder i menneskehånd, og dernæst, om det bliver meddelt afsenderen, at fuglen er omkommen. Af over 1500 stære har således kun 3 givet gevinst; i.e.: så mange er dræbt i fremmed land (det gælder her som overalt i verden: den enes død den andens brød!). Det er ikke nogen stor procent; en handelsmand kunne ikke nøjes med så lidt i sin forretning. Storkene har givet mere, nemlig 6 gevinster mod 153 nitter, og rovfuglene mest: 4 dræbt i udlandet af 35 mærkede fugle; skovenes pryd, rovfuglene, er jo usædvanlig stærkt efterstræbte, fordi så mange mennesker synes, det er morsommere at dræbe end at se noget, der har liv. Indtil i fjor havde det anstillede forsøg imidlertid blot kunnet give meddelelser om retningen hen imod vinteropholdsstedet, ikke om dette selv, men i slutningen af 1907 og begyndelsen af 1908 er der også for en enkelt fuglearts vedkommende indløbet efterretning om stedet, hvor fuglene overvintrer, som der nu skal fortælles om. Fuglekøjerne på Fanø som ringmærkningssted Min opmærksomhed havde i flere år været rettet mod fuglekøjerne på Fanø, som et sted, hvor man i løbet af kort tid ville kunne få fat på et større antal levende, stedskiftende ænder, og i efterårsferien i fjor blev jeg ved direktionen for Carlsbergfondets velvilje sat i stand til at rejse derned for at se, om jeg kunne være så heldig at få mærket en slump krikænder. Vejret, som i begyndelsen havde været upåklageligt, blev efterhånden som min sekretær og jeg kom syd på, mere og mere gråt, og da vi i halvmørke steg ud i Esbjerg, småregnede det. Dette var ikke synderlig opmuntrende; i regnvejr gøres der nemlig ikke nogen fangst i køjerne. Da vi blev puttet ind i diligencen til Sønderho, skyllede det ned Det blev værre med det våde vejr på damperen over til Fanø, og da vi ankom til Nordby og i mulm og mørke blev puttet ind i diligencen til Sønderho, skyllede det ned. Der var ikke megen plads over vore hoveder i den lukkede vogn, efter at vi var kommet til sæde, og en lampe, der var tændt inde i diligencen, bidrog til at gøre luften varm og trykkende. En ung Fanøpige tog sammen med et par andre unge piger plads lige over for mig; den langnakkede hue med de to små sløjfevinger på toppen, de stramt sluttende ærmer og ravknapperne i dragten gjorde et fremmedartet indtryk på os to købstadklædte mennesker. Og så skumplede vi da af sted, først i trav så længe vi var på grusvejen, og siden langsommere, da vi kom ud på det stykke af vejen, hvor man endnu ikke har kunnet ofre det kostbare grus, men hvor hjulene skærer igennem i det fine, lyngblandede sand. Lummer varme i flakkende lampelys over gispende, tæt sammenpakkede mennesker, kulsort mørke, nu og da brudt af et fjernt lyn, og trommende regn blev, under spændingen for, hvordan det nu ville gå i de to næste dage, mit første indtryk af Fanø. At finde hen til fangstmanden i det ravende mørke var vanskeligt Efter at vi var ankomne til kroen i Sønderho, var min første gang hen til den fangstmand ved køjerne, som jeg havde stået i brevveksling med. At finde hen til ham alene i det ravende mørke ville have været vanskeligt - der var ingen folk på gaden, og rundt omkring var man allerede gået i seng; men to af kroens piger fulgte mig velvilligt på vej, snart til højre, snart til venstre mellem de lave, stråtækte huse, der stod så stille i mørket, som om de sov. Nu trådte vi i noget sandpløre, nu i en plaskende vandpyt, men lidt efter stod vi da uden for fangstmandens hus, hvor der heldigvis var lys endnu bag de små ruder. En ældre kvinde i Fanødragt gav rummet poesi Det var et meget hyggeligt billede, jeg trådte ind i, da jeg, dukkende mig for dørkarmen, kom ind i den lavloftede stue. Den gamle fangstmand sad oppe og ventede mig, men mit blik fangedes først af en ældre kvinde i Fanødragt; det var den, der gav rummet poesi, stedfæstede det, så man kom til at tænke på de hvide klitter og havet uden for dem. Den dragt fortalte vemodigt om ro, som der endnu var en lille smule tilbage af her, og om kærlig freden af henfarne slægters skikke, medens alting andre steder masede sig frem med motorfart. Der sad to kvinder til omkring bordet, en yngre og en ganske ung, og passede deres arbejde ved lampelyset. Fangstmanden havde 15 krikænder liggende i en sæk til mig Mit første spørgsmål gjaldt vejret og udsigten til fangst, og fangstmanden mente da, at det nok ville regne af i nat, så vi kunne få tørrevejr i morgen; foreløbig havde han 15 krikænder, lige indfangede, liggende i en sæk til mig op i køjen; der måtte de så finde sig i at vente, til jeg kunne komme i morgen tidlig; de ville måske nok blive noget sultne, men trækfugle, der undertiden må flyve mange timer ud i en køre, tåler med lethed selv en efter vore begreber lang faste. Jeg havde tænkt mig ænderne sat i en kasse, men fangstmanden sagde, at på den måde kunne man ikke have dem stående; så rumsterede de for meget og kunne gøre hinanden fortræd ved at myldre om; når de derimod blev puttet i en sæk, og sækken blev lagt på jorden, så lå de ganske stille og faldt efterhånden i søvn *).
*) Det er noget lignende som det, jeg en gang så i København med en droskehest, som var falden i det glatte føre; den sprællede og arbejdede for at komme op; men da en tilstedeværende trak sin frakke af og kastede den over hovedet på hesten, så den ikke kunne se omgivelserne, lå den straks stille.
Jeg lånte en dræbt krikand for at måle efter dens fod, om mine ringe havde en passende størrelse, og ville så gå. "Kan de nu også finde hen til kroen igen?" sagde fangstmanden. Det mente jeg da. "Jeg skal nok følge dem hjem!" sagde den unge hvidklædte pige og sprang op fra sofaen. Jeg gjorde indsigelser, men hun skiftede resolut fodtøj, og så vandrede vi af sted ud i mørket. Jeg blev ledt hjem ad de vildsomme veje af en pur ung pige Det var en lidt af ejendommelig fornemmelse for mig store mandfolk således at lade mig lede på de vildsomme veje af en pur ung pige - (nå, siden Ariadnes dage og længe før dem har da for resten mandfolk gjort det samme!), men det var for øvrigt med en behagelig følelse af at være kommen til venlige og tillidsfulde folk, der straks var som brødre og søstre, at jeg fulgte med. Jeg syntes, jeg kunne mærke havet og stormen, der gjorde det let for disse mennesker at række en kammerat en hjælpsom hånd. Inde i tågen hørtes fuglestemmer; det kriblede i mine fingre Næste morgen tidlig ilede jeg ad stranden til, spændt på, om jeg kunne få nogle krikænder at se. Der er en bakke bag krohaven, og fra den fører stier, hegnede af tæt bukketorn, ned til stranden. Men jeg fik ingenting at se: det var tåge, ubarmhjertig tåge, så tæt, at man ikke kunne skelne et græssende får ret mange alen borte. Men inde i tågen, der, hvor vandet måtte være, hørtes stadig fuglestemmer: vildgæs knurrede, store måger hujede, regnspover fløjtede. Der var nok at tage af; det kriblede i mine fingre; men de fugle måtte jeg foreløbig lade flyve! Adgang forbudt Snart efter gik vi derimod, sekretæren og jeg, nord på, ad køjerne til. Først fulgte vi vejen et godt stykke og spejdede efter træerne, som fangstmanden havde sagt, der var om køjerne, og til sidst så vi da også over lyngen til højre for os et filtret krat af vejrbidte småtræer stikke deres hoveder op ude ved klitterne. Her måtte det være! Vi drejede altså brat af fra vejen, styrede ind over lyngen, lige løs på klitrækken og trætoppene, og stod snart foran hegnet med porten ind til køjen. Der stod "Adgang forbudt", og det var da også sagt os i forvejen, at ind i køjen får ingen fremmed lov til at komme i fangsttiden; det ville forstyrre fangsten. Men lidt borte så vi en arbejdsklædt mand med en næsten tom sæk hængende ned fra den ene hånd, og med et krus i den anden; han gik hen imod et lille træhus, der lå gemt bag klitterne. Det var den fangstmand, som vi endnu ikke havde talt med - jeg skulle have ænder leveret fra to køjer - ; i sækken var der et par levende ænder, som han lige havde fanget til mig, og metalkruset var denne morsomme indretning med en svagt rygende tørv i, som fangstmændene altid går med, for at ænderne ikke skal kunne mærke lugt af menneske og skræmmes bort fra fangstredskaberne af den. Det var som besøgte vi en nybygger i et fjernt land Vi hilste tavst på hinanden, fangstmanden og vi, og fulgtes derpå hviskende ad - der skal være så stille som muligt ved køjerne - hen mod det lille træhus. Det var, som om det var en nybygger, en trapper i et fjernt land, som vi besøgte. Omkring hytten var der lavet en lille kartoffelhave ved at lyngen var nogenlunde fjernet; pladsen var indhegnet med store ræverøde, visne fyrregrene, der var stukket ned i jorden, og i læ af dem stod en række bistader; fangstmanden drev om sommeren biavl ved siden af sin anden forretning; om vinteren skar han i rav. Foran bistaderne lå nogle brune sække på jorden, og deri hoppede og rørte det sig en gang imellem; det var det interessanteste for mig på pladsen, for det var mine krikænder, der lå og ventede på mig. I hytten vældede sollyset ind ad vinduet Vi gik ind i hytten. Det, der straks gav rummet mellem de lyst ferniserede brædder sin karakter, var sollyset, der vældede ind ad vinduet, en alt gennemtrængende, behagelig honningduft, og så fluerne, der summede hørligt omkring derinde; vi kom jo ganske stille. Der stod et bord midt på gulvet med hængelampe over; i den ene ende af rummet var der en næsten mandshøj, firkantet kasse, der gik fra væg til væg; her var nedgang til en slags kælder, hvor dræbte ænder kunne opbevares så køligt som muligt, og oven på kassen var lavet et lejested, hvor man brillant kunne tage sig en middagslur. Ude i værelset fandtes et honningudslyngningsapparat, kogeapparat, så man kunne lave sig en kop kaffe, og forskelligt værktøj; på en loftsbjælke var anbragt to salonbøsser af stor kaliber, og på væggen hang et bundt lækatteskind. For nogle år siden blev der indført lækatte på Fanø, for at de kunne tage de mange jordrotter, som man plagedes med derovre. Det gjorde de da også, men derefter formerede de sig selv så stærkt, at de flere steder er bleven til plage, således i fuglekøjerne, hvor de bla. efterstræber lokkeænderne *).
*) Princippet for en andekøje er dette: Der indrettes en dam, gemt i buskads, lidt borte fra stranden. Fra dammens hjørner udgår kanaler, der bliver smallere og smallere og til sidst ender blindt under udspændte net. Der opdrættes nu en del lokkeænder, der bliver vænnet til at få æde i kanalerne. Når de så er svømmet derind, følger vildænderne efter, og fangstmanden kan nu jage dem ind under nettet og ind i en opstillet ruse, hvor de kan tages.
Så kom det store øjeblik, da den første and skulle hales ud af sækken Vi fik nu båret en sæk ind på gulvet, mens vi tog plads, sekretæren og jeg, lige over for hinanden ved bordet, den ene med notesbogen, den anden med tang og ringe foran sig. Og så kom det store øjeblik, da den første and skulle hales ud af sækken; det varede lidt, inden jeg fik "taget", men det gik snart helt godt. Krikænderne lå ganske stille inde i den mørke sæk og lod sig i reglen uden omstændigheder tage frem. Så snart som de kom ud i lyset, kunne de begynde at strække hals og forsøge at slå med vingerne; men vi lagde straks et mørkt stykke tøj over hovederne på dem, og så lå de stille på mit skød og lod sig ringe. De kastaniebrune øjne husker jeg endnu, som de så uforstående op på mig Det er en nydelig, fint bygget fugl, sådan en krikand. Den er i kroppen ikke stort større end en god due, og navnlig hannen er køn, når den har sin "pragtdragt" på. Så er hovedet og det øverste stykke af halsen brunt med et glinsende grønt længdebånd, kantet med hvidt, ned på hver side. På ryggen sidder gråsorte fjer med mange smalle, lyse i zigzagtværbånd. På siderne af brystet er der også vatrede fjer, men de lyse tværstriber er bredere og mere rette end på ryggen; på kroen sidder der fjer med en plet som en sort perle; bugen er lys og spejlet i vingen skinnende grønt med rustfarvet indfatning fortil. De kastaniebrune øjne husker jeg endnu, som de så uforstående op på mig, når jeg trak fuglen ud af sækken. Ingen af ænderne skreg, når jeg tog dem, og ingen gjorde forsøg på at nappe mig med næbbet; det hele gik ganske tyst og stille for sig. De strøg pilsnart bort Efterhånden som ænderne var mærkede, blev de puttet i en sæk igen. Og da vi havde en slump færdige, gik vi ud i lyngen, et stykke bort fra hytten, for at slippe dem. Når vi tog dem ud og gav dem fri, holdt de i reglen halsen op i en ret vinkel fra kroppen, mens de med hurtigt baskende vinger arbejdede sig et stykke op i luften, men så lagde de hoved og hals fremad og strøg pilsnart bort. Kun sjældent gav en af dem et lille kvæk, når den fik fri. Nogle fløj straks langt ud over stranden, andre for i store buer rundt omkring inde over land, henrykte over at få lov til at bruge vingerne igen - jeg kom til at tænke på en bindehund, jeg en gang kendte; den fik fri om søndagen og sprang da, så snart den raslende lænke var falden ned på jorden, af sted i rasende fart og tumlede sig i løssluppen livsglæde længe i gård og have og rundt om dem, inden den kom tilbage til os. Nogle af krikænderne fløj lige lukt ind i køjen igen og kastede sig i dammen for at vaske sig og glatte fjerene; en havde først været et stort slag ude over vandet, men kom så styrende lige mod land, efterfulgt af en fem, seks kammerater, som den havde hentet op af en flok derude; de fløj ligeledes ind i køjen og kastede sig i dammen. Jeg kan godt forstå, at der kan være glæde ved at købe fangne dyr fri og slippe dem; jeg havde i alt fald ved at se på dette her en velgørende fornemmelse af at have bragt et forhold i orden igen, som var kommen i ulave. Mørke gæs fløj sindigt af sted i lange rækker Først ved mørkningstid indstillede vi mærkningsarbejdet og gik over lyngen ned til stranden - det brede, lavvandede parti mellem Fanø og Sønderjylland - for at se, hvordan der så ud. Og der var fugle, så det kunne blive til noget! Mørke gæs fløj sindigt af sted i lange rækker, og ænder - ja dem var der i tusindvis af. De lå som små, sorte prikker i tætte flokke; en gang imellem lettede et tusind stykker og flyttede, som en sky, eller som røg, der bølger op og ned, et andet sted hen. Det var et fremmedartet skuespil for os bymennesker, og vi stod og så på det, til mørket sænkede sig over vandene, og vi måtte skynde os hjem til den hyggelige, vedbendsmykkede kro. Lampelyset skinnede fra den ensomme hytte ud på lyng og klit, inden vi blev færdige Næste dag fortsatte vi, hvor vi slap den foregående. Nogle ænder havde overnattet i sækkene, andre fik vi fra køjerne, efterhånden som de blev fangede; nogle var endnu våde af kanalvandet, da de kom i vore hænder, så deres fangenskab har ikke varet mange minutter. Og nu satte vi dem uden for døren, lige så snart de var mærkede; det tog mindre tid, end når vi først skulle putte dem i en sæk og så gå ud i lyngen med dem; vi havde jo den foregående dag erfaret, at mærkningen ikke gjorde dem bange for køjen. Men det tog alligevel tid; hver and skulle jo efterses og have sine bemærkninger i notesbogen, så dagen led, og lampelyset skinnede fra den ensomme hytte ud på lyng og klit, inden vi blev færdige. Men så havde vi også fordelt hundrede ringe til andeflokkene ude på fladvandet. Hundrede, - ja på en måde var det ikke så lidt - det sås f.eks., når man sammenlignede sin portemonnæ før og efter mærkningen - men hvad forslog det mellem de mange tusinde? Ville vi nogen sinde få noget at vide om et så forholdsvis lille tal? Tiden måtte vise det. Spist i Kolding og tabt for videnskaben! Allerede et par dage efter, at den sidste and var fløjet bort i mørket, kom der bud om den. Den var bleven spist i Kolding! Det var jo ikke meget opmuntrende; det viste sig oven i købet, at den var bleven dræbt i en fuglekøje på Fanø, noget borte fra den, den var fangen i; ganske vist ved et uheld *), men dræbt var den dog og altså tabt for videnskaben.
*) Det er skik og brug, at mærkede ænder har fripas i køjerne. Lokkeænderne ("tæmænderne", "køjeænderne") er mærkede på en eller anden måde ved et klip i svømmehuden; de er oprindelig stækkede, men når de får ny fjer i vingerne, flyver de bort med kammeraterne om efteråret, for at stille næste efterår igen ved de gode ædepladser i køjerne, som de husker. Vi så før, at en ringand, der vidste, at der er godt at ligge og pjaske inde i køjen, viste nogle kammerater vejen derind; køjerne har altså fordel af også at lade ringænderne leve. Og desuden medbringer de jo, når de kommer igen næste år, en halv snes unger, atter til fordel for køjen.
En anden af de hundrede ænder var omkommet i Holland Derimod kom der en måneds tid efter meddelelse om, at en anden af de hundrede var omkommen i Holland, ved St. Philipsland, midt mellem Middelburg og Dordrecht. Det var ulige interessantere. Mulig har denne fugl fulgt Sønderjyllands, Nordvesttysklands og Hollands kyst, til den nåede så langt frem, som den fik lov til. For denne antagelses rigtighed taler dels det, at man om efteråret fanger krikænder i de andekøjer, der er anlagte på de frisiske øer, dels den omstændighed, at krikænderne ikke dykker efter deres føde, men finder den på lavt vand, f.eks. På oversvømmede enge eller på strækninger, som ebben har lagt nogenlunde tørre; de bryder sig ikke meget om at komme rigtig ud på rum sø. En anden af krikænderne var skudt i Frankrig i nærheden af Angers! Snart efter kom en endnu interessantere efterretning: en af krikænderne var skudt i Frankrig i nærheden af Angers! Meddelelsen var for øvrigt forsinket; anden var bleven skudt allerede den 9. november, fjorten dage før den, der omkom i Holland. Og nu fulgte i løbet af vinteren den ene meddelelse efter den anden om krikænder fra Frankrig; seks kom der i det hele i tiden 9. november til 15. februar. De tre af ænderne var dræbt i omegnen af Angers, ved Loire og bifloden Sarthe, to i moser en 4-5 mil øst for La Rochelle, og én en halv snes mil ø.n.ø. for Bordeaux ved den lille flod Isle. Det kunne nok se ud til, at ænderne havde fulgt kysten og derfra var fløjet op langs floderne. De mænd, der skrev til mig i anledning af ænderne, var alle meget interesserede; de spurgte i reglen om, hvornår fuglen var fløjet fra Danmark, og - som rimeligt var - i hvilken hensigt den var mærket. Der kom meddelelser om hele seks krikænder fra Frankrig Det ville blive for vidtløftigt at omtale alle seks meddelelser udførligt; jeg nøjes med at tage én ud. Krikand nr. 86 skudt i mosen le Marais Leroy, Departement Deux Sévres Der er her, omkring floden Sévre Niortaise, store mosedrag, gennemkrydsede af kanaler og diger, og på visse tider står store strækninger under vand. Det er rigtig et godt sted for en lille krikand, og her lå da også en flok på et halvt hundrede stykker en skæbnesvanger vintermorgen; de fløj op, der blev skudt på dem og flere faldt, derimellem nr. 86. Jægerne der på stedet angiver, at krikænderne om morgenen flyver ud til havet (ved La Rochelle), og at de om aftenen kommer tilbage for at tilbringe natten i moserne, vel sagtens bl.a. for at få noget at leve af; krikænder går sent til ro. "Vi venter endnu lidt oversvømmelse og kulde, og så kan jagten på krikænder begynde igen" I disse store moser tilbringer mange krikænder vinteren. De kommer til egnen i november måned og bliver til slutningen af marts, idet de stadig trækker om og finder sig de vådeste steder; jagten på dem foregår derfor mest fra båd. Så snart der bliver tørt et sted, forlader de det. Der kommer flest krikænder, når der indtræffer frost; vinteren 1907-1908 var mild og regnfuld i departementet Deux Sévres - kun en 3-4 dage havde man let frost - og derfor blev der ikke skudt ret mange ænder. Men min hjemmelsmand, Mr. Hurtaud Narcisse, skriver (i februar måned 1908): "Vi venter endnu lidt oversvømmelse og kulde, og så kan jagten på krikænder begynde igen". Irland - et fortræffeligt sted for ferskvandsænder Nu ved vi altså, hvor nogle af vore krikænder tilbringer vinteren. Men de holder sig ingenlunde alene til vestkysten af Frankrig. Fra midt i december og til den sidste februar indløb der efterretninger om ringænderne fra Irland, fire i det hele, nemlig to fra den sydlige del af vestkysten, en fra den nordvestlige kyst og en fra en mægtig mose, anslået til 8000 acres, en halv snes mil fra den sydlige østkyst. Et sted som Irland, med sine mange småsøer, moser og vandløb og med sit milde vinterklima må jo også være fortræffeligt for ferskvandsænder. Endelig blev to mærkede krikænder skudt ved Englands vestlige sydkyst og én en halv snes mil nord for Severns munding ved en lille flod, hvis vande står i forbindelse med Severns. En af de engelske jægere beretter, at ænderne ikke bliver ret længe på et sted, men trækker om i flokke, fra vand til vand. Af det nu fortalte fremgår det med tilstrækkelig sikkerhed, at store mængder af krikænder overvintrer i kystegne sydvest for Danmark, og at adskillige af dem er komne herfra; læsere af artiklen "Mærkede trækfugle" (Note 2) vil erindre, at det er den samme retning, som nogle danske stære og rovfugle i sin tid slog ind på. Man kan sige sig selv, at krikænderne ikke kommer længer vest på end til Irlands vestkyst, men hvor langt sydpå trækker de? Dette vides foreløbig ikke, men der er i alt fald kommen bud fra det sydlige Spanien om én. Denne historie er så interessant, at den må for tælles udførligt. Krikand nr. 28. La Marisma Gallega har den bedste jagt på vandfugle i hele Spanien I nærheden af sit udløb i Golfo de Cádiz glider Guadalquivir og en del af dens små bifloder gennem nogle mægtige sumpstrækninger, som kaldes las Marismas; en af sumpene hedder la Marisma Gallega de Aznalcazar - et navn, der minder om maurerne. Jeg giver ordet til Don Jose Duclós, hvem jeg skylder alle oplysningerne om nr. 28, og lader ham beskrive stedet: "La Marisma Gallega er en fuldstændig flad strækning - - -. Denne Marisma fyldes sammen med andre, som er forbundne med den, om vinteren med fersk vand næsten i hele sin udstrækning, og der er den bedste jagt på vandfugle, som der overhovedet er i hele Spanien. Det, som der er mest af, er ænder og gæs. En bekendt englænder kommer hvert år for at jage i denne Marisma; jeg har hørt ham sige, at han har jaget i hele Europa, og at han ikke har truffet et jagtdistrikt som dette, hvad ænder og gæs angår". "Den del, som hedder Marisma Gallega de Aznalcazar, er forpagtet bort til 10 mænd, og vi gør storartede jagtudflugter. For nogle dage siden fik jeg på to timer, oven i købet i meget dårligt vejr, 94 ænder, og der gik mere end 30 tabt for mig. Det største jagtudbytte i de sidste år fik en englænder ved navn Beltran Buck i fjor; han dræbte (i.e. skød) på én morgen 279 ænder i ca. 800 skud". Jeg ville nødig være krikand ud for hans bøsseløb i dette paradis for vandfugle Man ser, at min ven, Don Duclós, er en lidenskabelig jæger, og jeg ville nødig være krikand ud for hans bøsseløb i dette paradis for vandfugle, ikke en gang "i meget dårligt vejr". Nok er det: her opholdt den lille krikand fra Fanø sig den 2. december 1907, og den har vel nok ikke været ene dansker i flokken. (Det er i denne sammenhæng værd at lægge mærke til, at en dansk ringglente i.e. rød glente (se note 3) for nogle år siden også endte sine dage ved Guadalquivir, oppe ved byen Puente Genil i Andalusien). Den ring kommer såmænd nok i kongen af Spaniens besiddelse! Men nr. 28's saga er ingenlunde ude, fordi dens liv blev slukt; nu begynder historien først rigtig at blive interessant! Don Duclós har sendt mig et nummer af Diario de Cádiz (tillægget 31. jan. 1908), og der står at læse, at der har været en stor kapskydning (se note 4) i Sevilla, og at det er fine folk, der har deltaget i den: los señores conde de San Román, duque de Arión og en mængde andre hertuger, marqués de Esquivil osv.; ja endogså selve Hs. Majestæt, kong Alfonso XIII af Spanien, der var klædt i en lys sommerdragt og bar en elegant Huntinghat, var til stede. I kapskydningens femte omgang nævnes Hertugen af Garcia m.fl. Og til sidst Señor Duclós, som kæmpende med Hs. Majestæt om prisen. Og så fortsættes der: "D. José Duclós, en fremragende skytte fra Huelva, viste kongen en sølvring (se note 5), som havde siddet på foden af en krikand, - - der var skudt i la Marisma Gallega de Aznalcazar --. Den omtalte ring bærer følgende indskrift:" (her følger undertegnedes adresse og en meddelelse om mit mærkningsforsøg), hvorefter der fortsættes: "Hs. Majestæt Kongen interesserede sig meget for den omtalte fortælling - - og lod forstå, at han kunne ønske at eje ringen, et ønske, som øjeblikkelig blev efterkommet. Hs. Majestæt sagde til hr. Duclós, at han ville lade gaven indlægge på kolben af sin jagtbøsse". Hvis fangstmanden den dag, da ringen lå på hans bord i den ensomme hytte bag klitterne på Fanø, havde sagt til mig: Den ring kommer såmænd nok i kongen af Spaniens besiddelse!" så ville jeg have svaret: "De har en livlig fantasi, min herre!" Men sådan gik det nu alligevel. Hvad stod der faktisk i Cadiz Tidende og blev Mortensens ring om krikand nr. 28's ben virkelig indlejret i skæftet på kong Alfonso XIII's jagtbøsse? Læs svarene her. Kan de alle sammen være født her i Danmark? Inden vi siger farvel til krikænderne fra Fanø, er der et lille spørgsmål, som kunne ønskes besvaret. Det blev fortalt, at der var i tusindvis af krikænder der nede; kan de alle sammen være født her i Danmark? Næppe; så almindeligt ynglende er den vist ikke. Hvor kommer de da fra? Nr. 84 har haft hjemme i de tusind søers land Også herpå kan mærkningsforsøget give, om ikke just et absolut sikkert svar, så dog en antydning dertil. Hr. Axel Ohlsson, Närtuna, Stockholms Län, har nemlig været så god at meddele mig, at krikand nr. 84 er omkommen "vid Hederviken, 4 mil norr om Stockholm, vid en våröfversvämning den 12. april 1908". Dette er meget interessant. Stedet ligger smukt i linie med flugtretningen mod sydvest fra Danmark i efteråret 1907. Det kan vist ikke antages, at fuglen har haft rede ved Hederviken allerede midt i april; det angives, at krikænderne først lægger æg i begyndelsen af maj; men den har vel været på hjemrejse til sit fædreland. Hvis vi er så dristige at forlænge den omtalte flugtlinie, så når vi over til Finland, de tusinde søers land. Og vi ved, at krikænder er almindelige derovre, så der er ikke noget urimeligt i at antage, at nr. 84 har haft hjemme der. 
Til minde om de seksten brunøjede krikænderAf de hundrede mærkede krikænder bragte altså seksten efterretning om deres rejse. Det går med ringmærkning som i krigens tid. Hvem kender den menige soldats navn, så længe han rask og rørig går løs på fjenden? Men falder han, da nævnes hans navn med ære, fordi han ofrede sit liv for fædrelandets skyld, og mulig rejses der en bautasten for den døde. Disse linier er for mig et lille mærke, som jeg sætter til minde om de seksten brunøjede krikænder, der tjente mig.
Noter og kilder
Litteratur om Fugle-Mortensen
|
 Krikand. Håndkoloreret litografi. Tavle 47 i Niels Kjærböllings smukke værk Ornithologia Danica. Danmarks fugle. Kbh. 1851.  Aage Exner (1870-1951): Før kaffetid. Uden år. Den gamle Fanøkone sidder i sin lille stue (æ synder donsk) i Sønderho og maler kaffe. Døren står åben ud til æ frangel, der fører ud i haven. Original i Fanø Kunstmuseum.  Sønderho Kro. Fotograferet oppe fra krobanken af fotograf Hans Pors omkring 1930. Her vokser bukketornen, og bag hans ryg ligger Vadehavet med det fugleliv, Fugle-Mortensen taler om.  Havnen ved Sønderho set fra bakken bag krohaven. Dette foto indleder Fugle-Mortensens artikel og illustrerer ganske godt hvad Mortensen mener, når han skriver: "Næste morgen tidlig ilede jeg ad stranden til, spændt på, om jeg kunne få nogle krikænder at se. Der er en bakke bag krohaven, og fra den fører stier, hegnede af tæt bukketorn, ned til stranden....".  Fangstmanden foran indgangen til fuglekøjen. Fangst- og køjemand, fhv. skibsfører, Jes Mathiesen Knudsen (1841-1924) foran indgangen til fuglekøjen i Chrestens Sande (3). I højre hånd holder han kobberkruset med den ulmende tørv. Krusets bund er gennemhullet som en si for at skaffe træk, og det kan lukkes foroven med en rund korkplade. I venstre hånd har han et bundt nyligt fangede vildænder, og om halsen en pose med byg til lokkeænderne. - Porten til køjen, hvor adgang forbydes, står på klem, men end ikke fotografens skygge (Før musen hen over billedet!) tør snige sig derind, skriver Fugle-Mortensen som billedtekst. Foran fangstmanden ligger en sæk, hvori der er levende ænder, som skal mærkes. Til højre for den ses rækværket ud mod grøften uden for det dige, der indhegner køjen.  Køjemandens hytte. Både de ræverøde visne fyrregrene, der omkranser kartoffelhaven og rækken af bistader, som Fugle-Mortensen omtaler, ses på billedet, som ledsagede hans artikel i 1908-1909.  En af Mortensens ringe til mærkning af fugle. Her ring nr. 76 E. 
|
|
Publiceret 20. august 2006. Opdateret 5. maj 2014. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk. |
|
