Kom og se den nye udstilling i Sønderho Gamle FuglekøjeMin forside > Stykker til Fanøs kultur og historie > Fuglekøjerne på Fanø > Sønderho Gamle Fuglekøje > Fernisering
|
Invitation til en "rap" udstillingKom på besøg i Sønderho Gamle FuglekøjeLørdag den 24. juli kl. 14.00 åbner Foreningen til Bevarelse af Sønderho gamle Fuglekøje den nye permanente udstilling. Derfor vil det glæde foreningen og udstillingens arrangører at præsentere udstillingen, som er udført i samarbejde med naturvejleder Marco Brodde og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Alle er velkomne. Fernisering og åbent husEn kreds af entusiastiske mennesker med interesse for Sønderho Gamle Fuglekøje har i de sidste år gjort et stort arbejde for at bringe fuglekøjen tilbage til dens oprindelige udseende, så den i dag fremtræder som et lille frilandsmuseum. Med støtte fra en lang række sponsorer og fonde kan restaureringen nu afsluttes med en ny permanent udstilling ophængt i den smukke udstillingsbygning, der blev tegnet af arkitekt maa Knud Erik Larsen og opført i 2006.UdstillingenUdstillingen består af 10 store rigt illustrerede plancher, der fortæller hvad en fuglekøje er, hvordan den fungerer, og hvor der har været fuglekøjer andre steder på Fanø og i Europa. Der berettes om hvilke og hvor mange ænder man fangede, og hvor de blev solgt. Et af verdens første ringmærkningsforsøg fandt sted i fuglekøjen, og den får naturligvis også sin egen historie. Endelig fortælles der om ænderne og deres træk og om naturen i og rundt om fuglekøjen.Udstillingen er blevet til i et forbilledligt samarbejde mellem flere parter: Sekretær i Foreningen til Bevarelse af Sønderho gamle Fuglekøje Finn Brinch og bibliotekar Per Hofman Hansen, Silkeborg, har stået for tekst- og billedredaktionen. Takket være naturvejleder Marco Broddes mageløse akvareller af de fire mest fangede ænder, krikand, pibeand, spidsand og gråand og udstillingstekniker på Fiskeri- og Søfartsmuseet Niels Knudsens eminente sans for den grafiske tilrettelæggelse er det blevet en både pædagogisk og meget indbydende udstilling. Realiseringen af udstillingen er muliggjort via støtte fra Friluftsrådet og LAG Fanø. Program for ferniseringen
Gaver til gæsterne
Margit Lund, Ulla Larsen, Finn Brinch og Per Hofman Hansen Sønderho Gamle Fuglekøje / Foreningen til Bevarelse af Sønderho gamle Fuglekøje |
Krikand. Akvarel udført til udstillingen af Marco Brodde.
Læs og se mere om udstillingen og fuglekøjen ![]() Den første af de 10 tavler i den nye udstilling. |
|
Publiceret 12. juli 2010. Idé, research, og layout: © - Aldus.dk - Til forsiden. |
|