Afrejse fra Ribe til Fanø
"Naa, og hvad saa meer om Ribe? Hvad kostede Smørret? Var Fedekvæget i nogen Priis? Steeg Kornet, eller faldt det?" - Undskyld! det er kun Aarhuus Stifts Capitelstaxt, jeg seer efter - Ven Sømand! kan jeg faae en Baad til Sønderhoe? - "Strax." -

Fanø
Sort og Hvidt! Huse og Sand – og hvilken Mængde af begge Dele! At denne golde Sandrevl er urimelig stærkt befolket – det er der, i Sandhed! Sort paa hvidt for: hele den miillange Østside er jo Bye. – Saaledes sidde Maagen paa et Rif, og bygge Rede ved Rede; om Dagen sværme de flokkeviis ud paa Havet efter Føde – om Natten holde de sig stille i Hjemmet: Fanekerne fare om Somren al Verden omkring – om Vinteren søger Hver sit Rede derhjemme. Ak! hvormange vente ikke Magerne forgjæves med sine Smaa? Boghøsten kommer med sine Storme, med Vrag og Liig – med Skibe og Gods, med Frænder og Venner. Somme bringer den Sorg, men Flere Glæde – om denne endog kun skulde vare en Vinter ud.

"Frygtelige Leveviis! at sidde tre Maaneder af Aaret paa Sandet, og de ni andre udæske Døden paa Vandet – at favne en Hustru inat, og imorgen slide sig ud af hendes Arme – at bygge et Rede, og døe langt udenfor det – at –" Stop stop! min Landkrabbe! Din Phantasie sætter for mange Klude til – see til, at du ikke kuldseiler! Der er en Hage ved den Ting. –

Tag din Vægt, min Ven! læg i den ene Skaal: langt Liv, hyppig Tidslede, mange lange huuslige Bekymringer, langvarigt Sygeleie, langvarig Dødskamp – og i den Anden: kort Liv, kraftigt Liv, lovlig Nydelse, stakket Bekymring, hastig Død; og see saa, om ikke Tungen vil staae temmelig lodret! – "Hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det," det er udlagt – i denne Retning: hvo der ængstlig kæmper og træller for at forlænge sit Liv, skal forspilde sig Nydelsen af Livet: Vel levet, længe levet.

"Godt! det var nu Mændene; men Enkerne: de mange Enker! Vi have oplevet: at een Storm har gjort tolv Koner til Enker." – Ei heller dette Billede har saa skummelt et Farvestrøg, som mangen Beskuer tykkes: thi Slaget rammer aldrig uventet; derfor nedslaaer det ikke; mister Kvinden sin Mand, da har hun sine Børn igjen – forhen jo altid hendes Trøst og Glæde i de Ni af Aarets Maaneder, nu i dem alle Tolv.

Nu Farvel, I flinke Faniker! – og alle I andre Strandmaager herude i Vesterhavet! Farer glædeligt! og farer lykkeligt! Det ønsker han, hvis meste Fart er paa Lynghavet. –

(Fra Fanø fortsætter turen nordpå til Blåberg...)


Kystlinien nord for Ribe begynder nu at sætte kursen mod nordvest til Esbjerg, der hæver sig med sine skorstene på den lave geest-ryg. Det er ikke blot fiskernes Esbjerg, det er grisenes, baconsvinenes Esbjerg, eksportens Esbjerg, som vi måtte igennem fra jernbanen og ned til Fanøfærgen, når vi var på skoleskovtur på Fanø Vesterhavsbad...

Den lille Fanøfærge gyngede livligt, det var i slutningen af august, udflugten fandt sted, lettet i sit økonomiske aspekt med billige billetter fra DSB. For billigt skulle det være. Hvert barn fik vel en femogtyveøre med til at solde for, til en is eller to (de kostede ti øre) eller til en sodavand, bryggeriet var netop ved at udvide sit marked med nye produkter. Madpakken havde hver elev selv med, og det var følgelig ravsultne unger, der ankom med bussen til Badet fra færgehavnen Nordby.

Min mor var med som kone og passede på, at børnene ikke lavede ulykker, forskolelærerinden frøken Schultz havde sine at tage sig af, og far kastede et blik rundt i kredsen og mente, det gik udmærket. Mor var næsten lige så skeptisk overfor børnenes evne til at klare sig uden råb og skrig og påmindelser om forbud og fare. Min far så på havet og blev borte i sig selv, mens cerutten røg sig ned med små flammer krybende frem fra asken i spidsen.
    Jeg var så heldig at have min forældre at råbe til, når jeg havde fundet noget, eller en krabbe kom drivende sidelæns, eller en bølge var særlig vældig.

Ungerne kunne ikke svømme, ikke een kunne svømme. Som midtlandsboer havde vi kun Bevtoft Å og Vedsted Sø at svale vores kroppe i midt om sommeren, hvor vandstanden var ussel begge steder.
    Drengene havde badebukser på, sorte bomuldsbukser, pigerne var blot i deres kjoler. Hele sceneriet fandt sted i havstokken, hvor vandet løb op ad den skrånende barre og ned igen, og selv de vildeste drenge ville ikke have fundet på at gå længere end ud til første revle, som vi havde hørt meget om. Derfra kunne man komme til at drive til havs, men far mente, at det gik nok.
    Da det var ham, der som førstelærer bestemte, var det vedtaget, at det gik nok.
    Badet og legen og løbet tog vel et par timer, så var der kun ventetiden til bussen tilbage til Nordby. Det var begyndt at regne, vi stod i læ i et rum, jeg ikke husker hvad var, men måske var det receptionen til et hotel.
    Far tørrede sine briller af.
...
I toget hjem fra Esbjerg dukkede det pludseligt op i sindet, hvad vi ikke havde oplevet.
    Ja, vi havde ikke set Sønderho, det var for langt at gå og for dyrt at køre, og det at have seet Vesterhavet var jo det vigtigste. Men, ingen havde fortalt hvornår der blev kørt motorløb på stranden. Det var lidt lusket. Men det værste var, at vi ikke havde seet fuglekøjerne på østkysten af øen, Selvom der ikke var mange fugle netop da, så var der mange, der gerne ville have seet fuglekøjerne.

---

Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe.
Titelbladet til Blichers originaludgave fra 1839.

Vestlig profil af den jyske halvø.
Peter Seebergs og Katrine Ussings moderne version fra år 2000.